28. april 2019

God energi og attitude, for dårlig kvalitet

God energi og attitude, for dårlig kvalitet

Cheftræner Michael Hansen havde forskellige fornemmelser efter søndagens 1-1 kamp mod FC Helsingør på JYSK park.

Et point var nok for SIF til at ryge til tops i NordicBet Ligaen, men det var ikke begejstring, der først og fremmest prægede cheftræner Michael Hansen efter kampen. På den ene side var han godt tilfreds med energi og attitude, og måden SIF kom igen på i kampens afslutning. Med lidt tur i afslutningerne, kunne hjemmeholdet have fået alle tre point. På den anden side efterlyste han mere kvalitet – der blev begået for mange fejl undervejs.

– Det er en liga, hvor ingen hjuler derudad, ingen hold er suveræne. Vi må erkende, at vores kvalitet rækker til de kampe, vi leverer. Eksekveringen er for dårlig. Men det er det udgangspunkt, vi arbejder ud fra, sagde Michael Hansen i forhold til den mængde af fejl, der blev leveret undervejs.

Det kunne derfor se ud til, at det er det “mindst ringe” hold, der tager den direkte oprykningshold – og lige nu er det altså SIF, der ligger til det.

– Det gælder om at hænge i og hænge på. Vi kan glæde os over at de andre taber i denne runde, men vi kigger selvfølgelig mest på os selv. I dag synes jeg, at der var bedre tendenser i forhold til seneste hjemmekamp. Vi producerer flere chancer og muligheder, end sidst, og vi får også lagt et godt tryk på dem i afslutningen af kampen, forklarede Michael Hansen, der ærgrede sig over Helsingørs føringsmål lige inden pausen.

– Det gør, at vi bliver lidt presset på tid og energi i 2. halvleg, sagde han.

SIF står nu overfor en svær udekamp i Fredericia på fredag. Holdet fra fæstningsbyen var eneste top 5-hold, der kom ud af runden med en sejr – det var i Næstved – mens Lyngby, der ellers har vist flot forårsform, måtte se sig slået i Thisted, og Viborg som bekendt tabte lørdag i Køge.

Se stillingen i NordicBet Ligaen efter 28 runder her. 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen