Talent team

TALENT TEAM

Udvikling af fodboldtalenter fra Silkeborgs lokalområde spiller en stor rolle i Silkeborg IF. Målsætningen er, at 40% af spillerne på klubbens førstehold skal stamme fra egne rækker, og det stiller store krav til, hvordan talentudviklingen er struktureret og fungerer. Talent Team har derfor en vigtig rolle i opfyldelsen af denne vision, da den særlige folkeskolelinje prioriterer at give eleverne mulighed for at kombinere skolegang med sin sportsgren på højt fagligt niveau med formålet at fremme talentudviklingen og få flere lokale unge til tops i eliteidræt.

Talent Team er et uddannelsestilbud til unge eliteidrætsudøvere på 7. til 9. klassetrin og startede op i 2007. Dengang var der primært drengefodboldspillere, håndboldspillere og gymnaster i klasserne. Siden har linjen udviklet sig markant og i dag er en bred vifte af idrætsgrene, som alle kan tilbyde et eliteforløb, repræsenteret på Talent Team, og linjen har langt flere ansøgere, end der er disponible pladser.

Som seneste nyt blev Silkeborg Kommune i starten af 2014 udnævnt som Team Danmark kommune med eliteSilkeborg som omdrejningspunkt. Talent Team bliver fremadrettet en væsentlig del af elitetilbuddet i eliteSilkeborg, hvor eleverne kan få de optimale rammer for at lykkes med både skole og idræt.

De primære idrætslige aktiviteter foregår mandag morgen, hvor der på tværs af idrætsgrene er idræt på programmet. Eleverne gennemgår en treårig plan frem mod en mulig idrætseksamen, hvor de gennemgår elementerne i bekendtgørelsen, men med en særlig vinkel på eliteidræt, så de blandt andet kommer igennem en basispakke af aldersrelateret træningskoncept (AKT), mentaltræning og kostvejledning. Dertil er der mulighed for blandt andet fysioterapi og skadesbehandling.

Onsdag og fredag morgen træner fodboldspillerne på Talent Team med Silkeborg IFs ungdomselitetrænere. Her gennemgår spillerne et målrettet træningsforløb, som skal give dem en solid basispakke af individuelle færdigheder, som både giver et højt alsidigt niveau og særlige spidskompetencer. Det, at det er de samme trænere, der varetager morgentræningen på Talent Team og eftermiddagstræning med SIF elitehold, giver høj kvalitet og en helhed omkring drengene.

For Silkeborg IF har Talent Team medvirket til et markant løft i fodbolduddannelsen og det niveau, som spillerne opnår. Et eksempel er, at der ved Talent Teams kun var få ungdomslandsholdsspillere i Silkeborg IF. I løbet af 2014 har klubben været repræsenteret med 12 forskellige spillere på diverse landhold.

Spillerne, som optages på Talent Team, er udvalgt fra Silkeborg og omegn og primært via forløbet på SIF Fodboldsskolen og SIFs U13 elitehold.

For de dygtigste og mest målrettede talenter vil der efter Talent Team være mulighed for at blive elev på Silkeborg Fodbold College, eventuelt med et års skolegang på Silkeborg Efterskole.

Du kan læse mere om Talent Team hér.

Ønsker du at høre nærmere om fodbolddelen på Talent Team, eller skolegangen i øvrigt, kan du kontakte Peter Christian Hansen på mail pc@silkeborgif.com eller telefon 20 27 58 35.

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen