24. april 2024

Generalforsamling: ‘Selskabet er fint og solidt’

Der blev onsdag afholdt ordinær generalforsamling i Silkeborg IF Invest A/S i Norlys Loungen på JYSK park.

– Bestyrelsens beretning i fjor var en beretning om et helt exceptionelt år både på det sportslige og det økonomiske område. I år ser det også ganske fornuftigt ud på det økonomiske område, og selv om vi i en lidt for lang periode har bøvlet lidt med det sportslige, ja, så er der vel ikke grund til andet end at være glad og stolt over en sæson, der ender med en pokalfinale og en placering i top-6. Jeg synes, det er fantastisk.

Sådan åbnede bestyrelsesformand Henrik Lyhne den ordinære generalforsamling i Silkeborg IF Invest A/S, der onsdag eftermiddag fandt sted i Norlys Loungen på JYSK park.

Hele 242 aktionærer var mødt op, og de kunne med glæde lytte, da Henrik Lyhne, sædvanen tro, åbnede bestyrelsens beretning med at gennemgå de sportslige resultater.

I seneste sæson endte SIF med at sikre sig endnu en sæson i 3F Superligaen med stor margin til nedrykningsstregen. Denne sæson er det, trods en dårlig resultatmæssig periode, blevet til en plads blandt de seks bedste mandskaber i Danmark – ligesom for to år siden.

– At vi med vores budget igen kan komme i top-6 er en virkelig stærk præstation. Og så er der lige det med den der pokalturnering. For kun tredje gang siden 1917 skal vi i pokalfinalen, hvor vi skal møde AGF. I min verden er det kæmpestort. Og så er det jo helt fantastisk, at 12.000 SIF-fans vil følge holdet til Parken og være med til at skabe en fantastisk stemning. Det bliver en folkefest, lød det fra Henryk Lyhne.

Den sportslige medvind har skabt grobunden for den årsrapport, som i formandens beretning blev kaldt for ’fin og solid’. Vi er jo i hjertet af Midtjylland…

Silkeborg IF Invest A/S har i 2023 opnået et overskud på lige knap 42 mio. kr. før skat. Egenkapitalen er på lige knap 349 mio. kr.

Isoleret set gav fodboldforretningen et overskud på 27,5 mio. kr. før skat. Selskabet havde i 2023 transferindtægter på ca. 40 mio. kr. Det beløb udgøres især af salget af Lukas Engel til Middlesbrough, Sebastian Jørgensen til Malmø FF og Lasse Abildgaard til Ajax.

Ejendomssegmentet har igen realiseret en stabil og stærk indtjening til koncernen. Det blev i sidste regnskabsår til et resultat på 19,2 mio. kr., mens hotellet i 2023 realiserede en omsætningsfremgang på 10% og realiserede et overskud på ca. 850.000 kr. før skat.

– Det er glædeligt, at alle tre forretningsben har givet sorte tal på bundlinjen i regnskabsåret. Det er niende år i træk, at der er sorte tal på bundlinjen, konkluderede Henrik Lyhne.

Adm. direktør Kent Madsen gennemgik herefter koncernårsrapporten, som blev godkendt til store klapsalver i salen.

Under punkt fire på dagsordenen, behandling af forslag fra kapitalejere eller bestyrelse, blev det med stor opbakning vedtaget, at bestyrelsen fra i år aflønnes med henholdsvis 250.000 kr., 125.000 kr. og 75.000 kr. om året for bestyrelsesarbejdet som henholdsvis formand, næstformand og menigt medlem.

Generalforsamlingen blev som vanligt afviklet i god ro og orden. Igen i år med advokat Søren Egede Schulz som dirigent.

Bestyrelsen blev genvalgt og består således stadig af advokat Henrik Lyhne (formand), direktør Niels Dahl-Nielsen (næstformand), direktør Jesper Svenningsen, afdelingschef Søren Lysholt Hansen, kommunikationsdirektør Kathrine Bisgaard Vase samt direktør og hovedformand for Silkeborg Idrætsforening af 1917, Poul Hansen.

Generalforsamlingen sluttede med den traditionelle gang stegt flæsk med persillesovs i Norlys Loungen. 150 kilo flæsk var der købt ind til de fremmødte aktionærer, og dermed sluttede den ordinære generalforsamling 2024 i Silkeborg IF Invest A/S.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 08.12. kl. 15.30
Scroll til toppen