27. november 2017

U17 sejrede i Lyngby

U17 sejrede i Lyngby

Et sejt holdudtryk sikrede SIF en 2-0 sejr i Lyngby – selv om sjællænderne var mest på bolden og havde flest chancer.

For tredje gang i denne sæson gik SIF’s U17-drenge fra banen som sejrherre, og dermed rykker Jesper Mikkelsens mandskab stille og roligt på afstand af bundplaceringerne.

I modsætning til sidste uges kamp, hvor SIF’erne på trods af godt spil tabte 1-2 mod Esbjerg, så blev kampen mod Lyngby set fra SIF-perspektiv spillet med omvendt fortegn.

– Vi var langt fra spilstyrende, og Lyngby havde også de fleste største chancer, men jeg hæfter mig ved, at vi var rigtigt seje og at vores holdudtryk var i top. I sidste weekend præsterede vi bedre og dominerede kampen med bolden – i dag var det modsat, men jeg er ikke for fin til at glæde mig over de tre point, siger Jesper Mikkelsen om kampen.

Pelle Mattsson bragte SIF på 1-0 på straffespark midt i 1. halvleg, og Niclas Holm Pedersen gjorde det til 2-0 på sit femte sæsonmål, da han efter en times spil sparkede bolden i nettet fra kanten af feltet.

SIF’s U17-drenge spiller igen allerede tirsdag, hvor FC Midtjylland kommer på besøg på JYSK park. Der er kickoff kl. 18.30 og gratis adgang til kampen.

Kampen i tal:
U17 Ligaen, 12. spillerunde, lørdag 25. november kl. 15.15 på Lyngby Stadion:
Lyngby – Silkeborg IF 0-2 (0-1)
Mål: 0-1 Pelle Mattsson (30.), 0-2 Niclas Holm Pedersen (60.)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen