28. april 2015

Søerne, skovene og sølvmedaljerne

Søerne, skovene og sølvmedaljerne

Ambassadør-interview: Sepp Piontek er et af de mest legendariske træner-navne i dansk fodbolds historie. I to sæsoner trænede han Silkeborg IF, og det blev en oplevelse, der stadig knytter ham til byen og klubben. Læs om hans søde minder fra Søhøjlandet.

Da dansk fodbold forandrede sig fra amatør-idræt til professionel sport, var Sepp Piontek en af de allervigtigste pionerer. Han kom til Danmark med al den tyske professionalisme, 203 Bundesliga-kampe for Werder Bremen i årene 1963 til ’72 havde lært ham. Han overtog et dansk landshold efter den runde og afslappede Kurt “Nikkelaj” Nielsen og forvandlede det til et af Europas bedste kulminerende med slutrunderne i 1984 i Frankrig (EM) og 1986 i Mexico (VM).

Efter i 11 år at have stået i spidsen for det danske landshold – fra 1979 til 1990 – fulgte en årrække i tyrkisk fodbold, hvorefter han vendte hjem til Danmark igen. Hans sidste trænerjob blev i Silkeborg fra 1997-99, hvor han førte SIFerne frem til sølv i 1998.

I dag er den folkekære 75-årige eks-træner bosat på Fyn og holder stadig foredrag om sin karriere, når lejligheden byder sig. Silkeborg er stadig et sted, han holder meget af at komme, således var han senest i byen i forbindelse med Frank Arnesens foredrag i JYSK MUSIKTEATER i marts.

Hvad betyder SIF og Silkeborg for dig?
Jeg tænker tilbage på min tid i SIF og Silkeborg med gode minder. Jeg arbejdede i et miljø med dejlige mennesker, og tiden i Silkeborg gav mig mange positive oplevelser.

Hvilke oplevelser i relation til SIF er dine bedste?
Jeg havde et godt samarbejde med både spillere, trænere og ledere i klubben, og så var sølvmedaljerne i 1998 naturligvis også en dejlig oplevelse. Brøndby kunne vi ikke nå i kampen om mesterskabet, men vi kæmpede hårdt med FC København om sølvet. Inden sidste spillerunde var FCK ét point foran, men da københavnere tabte til AaB kunne vi med sejren på 2-1 hjemme over Vejle for øjnene af 6.500 tilskuere sikre os sølvet – bl.a. scorede Henrik “Tømrer” i den kamp (det andet mål blev scoret af Kim Nørholt – red.)

Hvilke oplevelser i relation til byen Silkeborg er dine største?
Jeg kunne godt lide at bruge den fantastiske natur omkring Silkeborg. Gitte og jeg gik mange ture omkring søerne og i skovene. Og så holdt jeg også meget af at drikke en kop kaffe på Torvet, når der var torvedag om lørdagen. Det byliv, der er skabt omkring torveboderne, er noget helt unikt for byen.

Hvilken SIF-spiller er din favorit, hvis du kan vælge frit siden oprykningen til 1. division i 1987?
Der er mange vigtige spillere, der har optrådt for klubben gennem årene. Men den vigtigste – og min favorit – er Morten Bruun. Han var en kulturbærer, som rykkede SIF fremad på mange områder.

I øvrigt mener jeg…
At Silkeborg er et dejligt sted i flotte omgivelse med dejlige mennesker. En kulturbevidst og fremsynet by.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen