18. marts 2019

Pas på dine fodbolddrømme ikke går op i røg

Pas på dine fodbolddrømme ikke går op i røg

Hver dag begynder 40 børn og unge med at ryge. Det er alt for mange, og derfor er Silkeborg IF blevet partner i projektet Røgfri Fremtid, som ønsker at gøre det sværere for børn og unge at begynde at ryge.

Kunne du godt tænke dig at blive den næste Robert Skov? Eller har du lyst til at følge i Kasper Dolbergs fodspor? Så skal du nok tænke dig om en ekstra gang, inden du begynder at ryge.

Som fodboldspiller i Silkeborg IF er det nemlig ikke accepteret, at du ryger.

– Vi har en helt fast politik om, at man ikke kan blive optaget på vores fodboldcollege, hvis man ryger eller tager snus, fortæller SIF’s sportschef, Jesper Stüker.

Den melding falder i god tråd med initiativet fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, som sætter fokus på rygning hos unge. Målet er en røgfri generation i 2030.

– Stort velkommen til Silkeborg IF, som med deres engagement i Røgfri Fremtid sender et tydeligt signal om at sport og rygning ikke hører sammen, udtaler Mette Lolk Hanak, forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse.

Røgfrie zoner på JYSK park
JYSK park er i dag delvis røgfri. På familietribunen må man f.eks. ikke ryge. Andre steder på stadion er det lovligt at ryge, og sådan bliver det også i fremtiden.

– Vi er gået med i projektet Røgfri Fremtid for at sætte fokus på budskabet i kampagnen. Vi håber på, at fremtidige generationer bliver mere beviste om rygning og konsekvenserne heraf. For os er det dog vigtigt også at understrege, at alle er velkomne på tribunerne på JYSK park – også rygerne. Og derfor vil der stadigvæk være steder, hvor man kan ryge på JYSK park i fremtiden, fortæller direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen.

Muligheden for at kunne se en fodboldkamp i fred for røg, glæder den anden af initiativtagerne bag projektet Røgfri Fremtid.

– Vi er rigtig glade for, at Silkeborg IF er blevet partner i Røgfri Fremtid og har røgfri zoner på stadion, fortæller Jette Jul Bruun, programchef i TrygFonden.

*På billedet ses Charlotte Kirk Jeppesen, formand for Kræftens Bekæmpelse, Silkeborg, og Kent Madsen som i forbindelse med søndagens hjemmekamp mod Fredericia indgik aftalen om partnerskabet.

Fakta om Røgfri Fremtid:
I 2017 lancerede Kræftens Bekæmpelse og Tryg Fonden initiativet Røgfri Fremtid.
Røgfri Fremtid er et partnerskab og en bevægelse, der arbejder for at skabe opbakning til og handling for at nå målet om en røgfri generation i 2030.
På bare halvandet år år er næsten 150 organisationer, myndigheder, uddannelsessteder, virksomheder, Biografer og Sportsklubber blevet en del af partnerskabet og har forpligtet sig til at arbejde for en røgfri fremtid.
Læs mere på www.røgfrifremtid.dk eller på Facebook, www.facebook.com/RoegfriFremtid

Unge og rygning
• Hver dag begynder 40 børn og unge at ryge
• Blandt de 16-19-årige ryger 24 pct. hver dag eller lejlighedsvist
• I 2013 var tallet 22 pct. Rygning blandt unge er altså stigende
• 8 ud af 10 rygere begyndte, inden de fyldte 18 år

Kilder: Den Nationale Sundhedsprofil 2017, Sundhedsstyrelsen 2018; Ungdomsprofilen, SIF 2014

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen