29. januar 2020

Kent N.: LASK kommer med enorm power

Kent N.: LASK kommer med enorm power

Der venter SIF en hård opgave, når holdet senere i dag møder de østrigske vicemestre fra LASK Linz.

De har været en af sæsonens store overraskelser i Europa League, og er blot to point fra førerholdet Red Bull Salzburg i den østrigske liga. Med andre ord er det en særdeles kompetent modstander, som Silkeborg IF kl. 15.00 møder på træningslejren i Spanien.

–  LASK Linz ligger meget tæt op af den form for presfodbold, som Red Bull Salzburg har dannet skole for. Så der er ingen tvivl om, at vi bliver maks presset, når vi har bolden, lyder analysen før kampen fra cheftræner Kent Nielsen.

Efter ønske fra østrigerne, så spilles kampen over tre halvlege á 45 minutter. Dermed kommer hele SIF-truppen i spil til kampen med undtagelse af Shkodran Maholli, som ikke er klar til kampen.

– Vi skal være hurtige i vores beslutninger, hvor vi skal se, hvor der er plads på banen, og så skal vi have kvalitet, fortæller Kent Nielsen.

Kampen er SIF’s anden træningskamp i opstarten. Første kamp var mod FC Midtjylland, som blev besejret med 3-2 på JYSK park. Netop midtjyderne minder i stil om det hold, som venter i eftermiddag.

– Det er et voksent hold. De kommer med en enorm power, som er lidt a la FC Midtjylland under danske forhold, og så får den nok bare lige et nøk mere, lyder det fra SIF-cheftræneren.

LASK Linz vandt sin gruppe i Europa League foran Sporting Lissabon, PSV Eindhoven og Rosenborg. Holdet er derfor kvalificeret til knockoutfasen af turneringen, hvor AZ Alkmaar venter. Holdets topscorer er den 22-årige brasilianske angriber, João Klauss de Mello, som har scoret 11 gange for østrigerne fordelt over alle turneringerne. Den største profil på holdet finder man dog i den modsatte ende, hvor Alexander Schlager vogter buret. Den østrigske keeper har netop fået sin debut på A-landsholdet, og har spillet samtlige minutter i denne sæson for LASK Linz.

Midtjyllands Avis liveopdaterer fra kampen, mens der senere på dagen vil komme highlights fra opgøret her på hjemmesiden. På vores instagram-konto kan du også følge med. Her har Shkodran Maholli fået til opgave at dække kampen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen