26. april 2019

SIF’s vision: Superliga med masser af egne talenter

SIF’s vision: Superliga med masser af egne talenter

På Silkeborg IF Invest A/S’ generalforsamling torsdag på JYSK park kunne selskabet fremlægge et rekordregnskab. Samtidig løftede formand Henrik Lyhne sløret for visionerne i fremtiden.

Omkring 200 aktionærer kunne torsdag på JYSK park med tilfredshed lytte på formand Henrik Lyhnes beretning fra 2018, da Silkeborg IF Invest A/S afholdt sin årlige generalforsamling. Der var nemlig masser at glæde sig over, ikke mindst et rekordoverskud på 16,1 mio. kr.

Formanden kunne samtidig løfte sløret for de kommende års visioner. Den seneste strategi-plan udløb i 2018, og derfor har bestyrelsen i de seneste måneder brugt en del ressourcer på at formulere nye mål i det, Henrik Lyhne kaldte Vision 2022.

– Vi vil være en markant A-licens klub, hvor 40 procent af spillerne i start 11’eren er “egen avl.,” sagde han og understregede dermed SIF’s vilje til at være en af de førende i Danmark indenfor udvikling af fremtidens fodboldstjerner.

Markant opjustering
Målet om de 40 procent i start 11 er en markant opjustering af ambitionerne, da målet på det område i 2018-visionen lød på at halvdelen af den samlede trup skulle være SIF’s egne. Nu skal talenterne også kunne gøre sig gældende i startopstillingen på førsteholdet, og Lyhne kunne da også med tilfredshed konstatere, at der i de seneste kampe har optrådt syv spillere af SIF’s egenudviklede i startformationen på Michael Hansens NordicBet Liga-mandskab.

Et andet vigtigt punkt i visions-planen hedder “etableret Superligaklub”, og så skal SIF i perioden frem til 2022 være repræsenteret på alle DBU-landshold fra U16 til A-landsholdet.. Dette skal ske samtidig med, at fodbold-regnskabet samlet set over hele perioden går i nul. Det fine 2018-regnskab blev skabt på transferindtægter, primært på Robert Skov, Jens Martin Gammelby og Sammy Skytte, og SIF’s evne til at udvikle talenter giver berettiget tro på, at klubben over en flerårig periode kan sælge spillere til priser, der får fodboldforretningen til at balancere.

Produktion af landsholdsspillere
– I 2018-visionen var målet, at fodboldforretningen skulle gå i balance senest i ’18. På grund af transferindtægterne blev det til overskud for første gang nogensinde, sagde Henrik Lyhne på generalforsamlingen.

2018 gav også tro på, at SIF i fremtiden vil fortsætte med at producere landsholdsspillere. Antallet var således 12 landsholdsspillere i løbet af året, og 2019 ser ud til også at kunne producere et to-cifret antal SIF-kandidater til DBU’s hold. Godt nok er Skov, Skytte og Gammelby væk, men senest har Pelle Mattsson og Frederik Alves Ibsen fra SIF’s førsteholdstrup fået debut på henholdsvis U19- og U20-landsholdet, mens Niclas Holm Pedersen fra SIF’s U17 Liga-hold her i foråret har med på U17-landsholdet for første gang (sammen med de mere “rutinerede” landsholdsrepræsentanter fra SIF, Frederik Carstensen og Oscar Fuglsang).

– Der er et ekstraordinært stort talentmateriale i klubben, understregede Henrik Lyhne.

Formandens beretning blev godkendt med klapsavler, og det samme blev årsrapporten med alle regnskabs-tallene leveret af økonomidirektør Claus Christensen. Herefter var det tid for det traditionelle generalforsamlings-måltid: Stegt flæsk med persillesovs.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen