22. oktober 2020

SIF tabte tæt topkamp på sent mål

En tidlig føring til SIF ved Sebastian Jørgensen holdt ikke i torsdagens topkamp på JYSK park hvor gæsterne med to mål i 2. halvleg afgjorde kampen.

Det blev en mere tæt end velspillet affære, da SIF tabte 1-2 til Viborg i torsdagens topopgør på JYSK park. Hjemmeholdet kom tidligt foran på et smukt solomål af Sebastian Jørgensen, der nu er SIF’s topscorer, og SIF’erne burde også have udnyttet sit hurtige spil til at udbygge føringen, men koncentrationen og præcisionen manglede i afgørende øjeblikket, og så kunne Viborg udligne i 2. halvleg på et straffespark og i afslutningen også afgøre tingene på et mål af Sebastian Grønning.

SIF-træner Kent Nielsen havde kun foretaget en enkelt ændring i sin startformation i forhold til 5-1 sejren i Hvidovre seks dage tidligere. Frederik Alves Ibsen måtte melde fra med en mindre skade, hvilket gav Jeppe Spliid Gertsen chancen fra start i det centrale forsvar.

SIF kom hurtigt ud af startblokken, og Mads Kaalund havde kampens første store chance allerede efter godt et minut, da han brød igennem i højre side og fra spids vinkel sparkede mod mål. Hans skud blev dog blokeret i Viborg-forsvaret.

Flot solomål af Seb.
I det 8. minut kunne SIF – og især Sebastian Jørgensen – imidlertid ikke blokeres eller stoppes. SIF-teknikeren modtog bolden midt på Viborgs banehalvdel med ryggen mod mål, vendte godt rundt og tog derefter dribleturen gennem gæsternes forsvar, kom fri midt for mål og sendte bolden fladt i nettet. Flot soloaktion af unge Jørgensen, der dermed udbyggede sin scoringstotal for sæsonen til seks, fem i ligaen og ét i pokalen.

SIF fortsatte med at producere chancer. Efter et kvarter havde Magnus Mattsson et skud udenfor feltet, der blev rettet af i Viborg-forsvaret og derved sneg sig lige udenom den ene stolpe og da kampen rundede den halve time havde Anders Klynge et godt gennembrud med en afslutning, der var knap så god. Patrik Gunnarsson i Viborg-målet kunne gribe bolden sikkert.

Langt mellem Viborg-chancer
I den anden ende havde Viborg sværere ved at komme frem til noget farligt foran Hedvalls mål. Sebastian Grønning havde et hovedstød, som SIF-keeperen ikke havde problemer med at plukke ned, og Christian Sørensen sparkede et frispark lige udenfor feltet over mål.

I det 35. minut havde Emil Holten en gylden mulighed for at bringe SIF på 2-0, da han fri i det lille felt modtog bolden fra Svenn Crone i venstre side. Han måtte kaste sig frem for at nå den og fik derved et skævt træf på bolden, så den strøg lige forbi.

Chancerne til SIF blev færre efter pausen, og Viborg havde fortsat svært ved at spille sig frem til noget, der blev farligt. Magnus Mattsson havde et godt bud på 2-0 efter knapt en time, da han blev spillet fri af Sebastian Jørgensen, men Mattssons første skud blev pareret af Patrik Gunnarsson, og det andet blokeret af en forsvarer.

Udligning på straffespark
Det lå i luften, at skulle Viborg på måltavlen, skulle det være på en standardsituation, og den opstod i det 63. minut, da Svenn Crone væltede Sebastian Grønning omkuld i feltet. Dommer Jacob Karlsen pegede på 11-meterpletten, og det lignede en rigtig afgørelse. Jakob Bonde var sikkerheden selv på straffesparket og knaldede bolden i nettet midt i mål, da Hedvall var gået til venstre.

Slemt blev værre for SIF med seks minutter igen, da bolden på en standardsituation svævede over SIF-forsvaret og havnede hos Sebastian Grønning, der kunne putte den i nettet til 2-1 føring til gæsterne.

Mere blev det ikke til, topkampen sluttede 2-1 til gæsterne. SIF spiller igen allerede søndag, hvor Fremad Amager venter på udebane. Næste hjemmekamp er søndag 1. november kl. 15.00.

Kampen i tal:
1. division, 8. runde, torsdag 22. oktober kl. 18.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Viborg FF 1-2 (1-0)
Mål: 1-0 Sebastian Jørgensen (8.), 1-1 Jakob Bonde (65., str.), 1-2 Sebastian Grønning (82.)
Advarsler: Anders Hagelskjær, SIF. Frans Dhia Putros, Jakob Bonde, Sebastian Grønning, Patrik Gunnarsson, Viborg FF.
Tilskuere: 356
Silkeborg IF (4-3-3): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Jeppe Spliid Gertsen (83.: Nicolai Vallys), Anders Hagelskjær, Svenn Crone – Anders Klynge (84.: Stefan Teitur Thordarson), Mark Brink, Mads Kaalund – Sebastian Jørgensen, Emil Holten (76.: Alexander Lind), Magnus Mattsson (76.: Nicklas Røjkjær).
Cheftræner: Kent Nielsen.
Viborg FF (4-3-3): Patrik Gunnarsson – Alexander Fischer (46.: Frans Dhia Putros), Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen – Frederik Brandhof, Jeppe Grønning (60.: Magnus Kaastrup), Jakob Bonde – Tobias Bech, Sebastian Grønning, Mads Aaquist.
Cheftræner: Jacob Neestrup.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 06.10. kl. 20.00
Scroll til toppen