16. februar 2026

SIF smed sejren i Sønderjylland

Det endte med et 1-2 nederlag i Haderslev i en kamp, hvor SIF ellers havde alle muligheder for at få noget med hjem til Søhøjlandet.

Der var fremgang at spore i Haderslev på flere parametre i forhold til forårspremieren, men slutfacit endte med det samme. Nul point til kontoen efter et 1-2-nederlag til Sønderjyske.

Tonni Adamsen havde ellers bragt SIF i front efter seks minutter i første halvleg, hvor også Younes Bakiz ramte stolpen.

Sønderjyderne kom bragende ud fra pausen og fik lagt et tungt tryk, som SIF’erne dog fik afværget i første omgang.

Herefter havde gæsterne flere muligheder for at lukke opgøret. Bl.a. brændte Sofus Berger en friløber, mens også Andreas Poulsen og Callum McCowatt havde store tilbud.

Men som så ofte set før, så blev det straffet, da Silkeborg IF ikke udnyttede mulighederne. Olti Hyseni udlignede med 13 minutter tilbage, da han stod umarkeret i feltet på et indlæg, og fem minutter før tid vekslede Lirim Qamili et papirstyndt straffespark til en sejrsscoring.

Det formåede SIF ikke at svare tilbage på, og dermed er der nu blot et point ned til FC Fredericia på den gale side af nedrykningsstregen. Vi får brug for al den opbakning, vi kan få, når FCM gæster JYSK park søndag kl. 16.00.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 22.02. kl. 16.00
Scroll til toppen