Silkeborg IF har lavet en treårig aftale med forsvarstalentet William Løkke Møller. Det sidste kontraktår er som fuldtidsspiller i A-truppen.
Silkeborg IF har indgået en treårig aftale med William Løkke Møller. Det sidste kontraktår bliver på fuldtid i A-truppen.
Den talentfulde forsvarsspiller fra årgang 2008 har været inde over U16- og U17-landsholdene, og talentchef Peter ‘PC’ Hansen har store forventninger til den venstrefodede stopper.
– William har nogle tydelige spidskompetencer i at sætte vores positionsspil fra de bagerste geledder. Han er rolig på bolden, hvilket nok ikke kommer bag på nogen, at det er egenskaber, som vi værdsætter i vores klub. Derudover er William forudseende i duel-spillet og er i gang med at få den hårdhed, som gode stoppere har, siger PC og fortsætter.
– Med aftalen får William gode betingelser for at opnå vores fælles mål, som er at spille kampe på SIF’s 3F Superliga-hold. Han skal fortsætte med at levere til træning og i kampe – og så er vejen for William, lig tidligere eksempler, at imponere trænerne i henholdsvis U19 og A-truppen. Når William har fået sin studentereksamen, så skifter han status til fuldtidsprofessionel – men han må da meget gerne spille 3F Superligakampe noget før – men det er mest op til William selv at bevise, lyder det fra talentchefen.
Den unge forsvarsspiller, der kom til SIF fra Grundfør Ungdoms- og Idrætsforening, ser ligeledes frem til at fortsætte sin udvikling i Søhøjlandet.
– Jeg er glad for at skrive endnu en kontrakt med SIF, så jeg kan fortsætte min udvikling i et godt miljø. Jeg trives rigtig godt i klubben med gode holdkammerater og dygtige trænere, så jeg ser meget frem til de næste år i Silkeborg. Mit første mål er at få debut på førsteholdet, og så selvfølgelig spille mig til en plads i startopstilling, når jeg bliver fuldtidsspiller i SIF, siger William Møller.