15. november 2018

SIF-talenter på Wall of Fame

SIF-talenter på Wall of Fame

Silkeborg Efterskole hædrede onsdag aften de tidligere elever, Magnus Mattsson, Jeppe Okkels, Valance Nambishi og Jeppe Gertsen med en plads på skolens berømthedsvæg, Wall of Fame.

“Hvis folk ikke griner af ens drømme, så er de ikke store nok.”

Sådan siger Magnus Mattsson i dokumentarudsendelsen Drømmen fra 2015. Dengang var han et talent på vej. I dag er han fast mand på SIF’s NordicBet Liga-hold og professionel fodboldspiller.

Onsdag aften var han tilbage på Silkeborg Efterskole, hvor han gik i 10. klasse for tre år siden. Her holdt han et oplæg om ikke bare at drømme stort, men også om at nå det, man drømmer om.

Vil stadig være verdens bedste
– Dengang i 2015 ville jeg være verdens bedste til fodbold. Og det vil jeg stadig. Selv om der er sket meget for mig i de sidste tre år, er målet slet ikke nået. Du må aldrig stille dig tilfreds, når du har nået et af dine mål. Du skal blive ved med at træne og træne – og ville være den bedste hver dag, sagde Magnus Mattsson til eleverne på Silkeborg Efterskole. De var samlet til fællesaften i spisesalen, og anledningen var ud over Magnus Mattssons foredrag om mål og drømme også ganske særlig.

Ud over Magnus Mattsson var også tre andre SIF-spillere til stede, Jeppe Okkels, Valance Nambishi og Jeppe Gertsen. Fælles for alle fire er, at de har gået på Silkeborg Efterskole og at de nu er nået igennem nåleøjet og er blevet professionelle fodboldspillere. Derfor skulle de hædres. “Dette er en aften i fodboldens og drømmenes tegn,” som efterskolelærer Mads Steen sagde i sin velkomst.

Højtidelighed på trappen
Skolen har en særlig Wall of Fame, hvor spillertrøjer fra tidligere elever, der har opnået drømmen, kommer op at hænge. Jeppe Okkels hang der allerede med sin trøje, men onsdag aften blev væggen tilføjet trøjer fra Magnus Mattsson, Valance Nambishi og Jeppe Gertsen. Det skete med en lille højtidelighed på trappeopgangen, hvor væggene er prydet med indrammede trøjer fra tidligere elever.

– Da jeg var førsteårs U17-spiller, var jeg ikke god nok til førsteholdet, sagde Magnus Mattsson i sit foredrag i spisesalen. Når han kiggede ud over forsamlingen, kunne han bl.a. se tre elever, der ligesom ham dengang, er på vej i SIF’s talentudviklingssystem, Alexander Lind og Victor Rasch fra U17 Liga holdet og Ali Faraj fra U19-holdet.

– Men da jeg blev U19-spiller begyndte der at ske noget. I december 2016 fik jeg min første ungdoms-kontrakt, i 2017 debuterede jeg i Superligaen foran næsten 5.000 tilskuere på JYSK park i en kamp mod Hobro, jeg blev udtaget til U17- og U18-landsholdet og var med førsteholdet i træningslejr. I år er jeg kommet på fuld tid, har været udtaget til U19- og U20-landsholdene og har spillet pokalfinale, min største fodboldoplevelse hidtil. Det er gået ultrahurtigt, men det handler om stadig at arbejde hårdt, lød opskriften fra Magnus Mattsson.

Se dokumentarudsendelsen Drømmen om Magnus Mattsson produceret af SIF’s videojournalist Anders Frost herunder. Nederst kan du se et lille mobil-optaget klip fra onsdagens højtidelighed på Silkeborg Efterskole.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen