28. juni 2019

Ny SIF-spiller ser frem til hård konkurrence

Ny SIF-spiller ser frem til hård konkurrence

Mads Kaalund skiftede i sommerpausen til Silkeborg IF, hvor midtbanespilleren ser frem til en hård konkurrence om positionerne på midtbanen.

Silkeborg IF har i sommerpausen fået tilgang af to spillere fra Nykøbing FC. Emil Holten og Mads Kaalund er de to nye folk i truppen, som indledte sæsonen sidste torsdag.

– Vi er startet hårdt ud med bip-test den første dag og så to træninger med løb den anden dag, men det har været en rigtig god start, fortæller midtbanespilleren, som i sidste sæson spillede 30 ud af 33 kampe for Nykøbing FC.

I Silkeborg skal Kaalund tage kampen op med spillere som Valance Nambishi, Mads Emil Madsen, Andreas Heimer og Pelle Mattsson om de centrale positioner på midtbanen.

– Der er konkurrence om pladserne. Det er også det, som jeg gerne vil have. Det er derfor, at jeg er skiftet hertil. Jeg har brug for lidt mere konkurrence om pladserne, det bliver man bedre af som spiller. Man skal være på dupperne hele tiden, forklarer Mads Kaalund, som i den kommende sæson skal spille i trøje nr. 17.

Med godt to uger til første kamp i 3F Superligaen er der ikke alverdens tid til at vise sig frem for trænerstaben. Derfor gælder det også for Kaalund om at gribe chancen i stedet for at spille sikkert i de kommende testkampe.

– Jeg skal ud og vise, hvad jeg er god til. Jeg skal turde spille fremad og ikke alt det der med at spille forsigtigt fra starten af. Jeg tror på mig selv, og det er bare med at vise, hvad jeg kan, og hvad jeg er hentet ind for, fortæller Mads Kaalund.

Silkeborg IF møder Vejle lørdag middag kl. 12.00 på Vejle Stadion. Se truppen og info om kampen her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen