7. februar 2019

Dobbelt op på Mattsson i SIF: Pelle på kontrakt

Dobbelt op på Mattsson: Pelle på kontrakt

Pelle Mattsson har i dag skrevet under på en trainee-kontrakt med SIF. Midtbanespilleren har taget store skridt i sin udvikling på det seneste, hvilket ikke er gået ubemærket hen.

Fremadrettet bliver det nødvendigt at sætte fornavn på, når talen falder på “Mattsson” i SIF. I dag skrev Pelle Mattsson nemlig under på en trainee-kontrakt med Silkeborg IF, som er gældende indtil udgangen af 2020.

– Pelle har på det seneste vist et potentiale til førsteholdet via træning og kampe. Vi så det blandt andet i træningskampen mod SønderjyskE, hvor han viste sine evner og ikke mindst sit mod til at turde sætte spillet i en ung alder, fortæller SIF’s sportschef, Jesper Stüker om Pelle Mattsson, som er 17 år og til daglig går på anden årgang af HHX.

– Først og fremmest så er jeg super glad. Det er jo ligesom det, man spiller for, når man træder ind i U13, som det var dengang, fortæller Pelle Mattsson, som ligesom sin storebror Magnus har taget turen fra samarbejdsklubben ØBG til SIF.

2 x Mattsson
Pelle Mattsson er blevet udtaget til førsteholdets træningslejr i Tyrkiet, og skal også fremadrettet indgå i træningerne omkring NordicBet Liga-holdet. Dermed får han rig lejlighed til at træne og spille sammen med sin bror.

– Det er noget rigtig stort. Det er noget, som vi har tænkt på siden vi var helt små og løb rundt ude i haven. Så det ser jeg mega meget frem til. Det er kæmpe stort for mig, fortæller Pelle Mattsson, som inde på fodboldbanen er mere defensivt anlagt i sit spil på den centrale midtbane end sin bror.

Selvom de to brødre ikke spiller samme position på banen, så ser sportschef Jesper Stüker alligevel en del lighedspunkter mellem de to.

– De har fået kontrakt på næsten samme tidspunkt i deres karriere. De er nogle robuste drenge, som ikke har fået noget foræret, og så er hovedet skruet godt på, fortæller sportschefen.

Pelle Mattsson har gået på Talent Team siden 7. klasse på Sølystskolen, og tog derefter turen til College360, hvor han går i sportsklassen på HHX. Hvis alt går efter planen bliver Pelle Mattsson student i sommeren 2020.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen