26. marts 2021

Kent N.: Solidt tilsat lidt ekstraordinært

SIF-træner Kent Nielsen var godt tilfreds med indsatsen i fredagens testsejr på 4-1 over AaB.

Det var en særdeles tilfreds SIF-træner, Kent Nielsen, der forlod AaB’s anlæg på Hornevej efter fredagens testkamp, som SIF vandt overbevisende med 4-1.

– Det var solidt, det vi leverede, og så havde vi lige lidt ekstraordinært i de situationer, der afgjorde kampen. En fin kamp fra vores side, hvor vi også fik prøvet lidt forskelligt. Jo, jeg er godt tilfreds, slog Kent Nielsen fast.

Han testede Nicklas Røjkjær på en backposition, Wessam Abou Ali var med fra start, Mads Kaalund fik mange minutter på midtbanen inden han til sidst overtog den ene back og Stan van Bladeren stod en hel kamp.

– Det var fint alt sammen, og vi leverede en kamp på et fornuftigt niveau. Vi bliver selvfølgelig begunstiget af, at de laver nogle fejl (ved målene tli 2-0 og 3-0 – red.), men man kan ikke tage fra os, at vi forstår at udnytte de fejl. Det er det, der nogle gange skal til. Vi dominerer i store dele af kampen, i særdeleshed i 1. halvleg, og jeg synes også, at vi indleder godt efter pausen, siger Kent Nielsen.

AaB stillede fra start med en stor del af de spillere, der ikke får så meget spilletid i Superligaen. I 2. halvleg skiftede nordjydernes træner, Martí Cifuentes, en del ud – bl.a. kom Kasper Kusk, Rasmus Thelander og Tom van Wert på banen, og de blev siden suppleret med Pedro Ferreira og Martin Samuelsen.

– Man kunne godt se som 2. halvleg skred frem, at de både fik kræfter og kvalitet tilføjet. Men det er jo først i de sidste 5-7 minutter, at de bliver farlige. Defensivt stod vi godt kampen igennem, og selv om vi er bevidste om, at de ikke startede med stærkeste formation, kan man ikke tage noget fra vores sejr, slår Kent Nielsen fast.

Gustav Dahl udgik i pausen efter at have slået den ene hånd. Det bliver tjekket, men Kent Nielsen forventer ikke, at det er noget, der kommer til at holde ham ude.

SIF spiller endnu en testkamp mandag, hvor reserve-holdet møder Vejle på JYSK park kl. 12.00.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen