24. juli 2020

Back-komet på lang kontrakt i SIF

Back-komet på lang kontrakt i SIF

19-årige Rasmus Carstensen har i dag underskrevet en ny kontrakt med Silkeborg IF. Back-talentet og klubben har nu papir på hinanden frem til sommeren 2024.

Det er en klar ambition at spille superliga-fodbold med SIF. Det gælder om at komme hurtigt tilbage, og derfor handler det lige nu om at jeg skal holde formen ved lige og være klar, når den nye sæson går igang, siger Rasmus Carstensen, der fejrede sin nye 4-årige kontrakt med en omgang styrketræning. Foto: Morten Kjær.

Fire år i en fodboldkarriere er lang tid. Alligevel var SIF-backen Rasmus Carstensen ikke været i tvivl, da SIF tilbød ham en ny kontrakt frem til sommeren 2024.
– Beslutningen var nem. Allerede da klubben kom med tilbuddet vidste jeg, at det er det, jeg gerne vil. Så jeg har faktisk slet ikke tænkt i andre muligheder. Det er dejligt, at det nu er på plads, og at jeg er i SIF i mange år endnu, siger Rasmus Carstensen, der fredag formiddag skrev under på sin nye kontrakt.
Det 19-årige talent har været inde i en eksplosiv udvikling i de seneste måneder, hvor han har været Kent Nielsens foretrukne valg på positionen som højre back. Når han selv skal sætte ord på den proces, han har været inde i, handler det både om positionen, han spiller, og lysten til udvikling.
– På positionen som back kan jeg udfolde mine styrker og kvaliteter, og så har det ellers bare handlet om masser af gå-på-mod og om at blive ved og ved, siger han.
Rasmus har taget lynskridt
Sportschef Jesper Stüker hæfter sig også ved Rasmus Carstensens udvikling gennem de seneste måneder som en væsentlig faktor i SIF’s ønske om at forlænge aftalen med et af klubbens egne talenter.
– Rasmus har i de seneste par år taget lynskridt i sin udvikling. Han fik sin første kontrakt i foråret 2019, og nu laver vi så den anden forlængelse. Rasmus har nærmest udviklet sig måned for måned, selv under coronarestriktionerne, og alt tyder på, at den udvikling kommer til at fortsætte. Han spiller med enorm energi og overskud og har forbedret sig meget på sin kvalitet i spillet. Vi er glade for, at vi har Rasmus i SIF i de kommende år, slår Jesper Stüker fast.
Hentet i Virklund Boldklub
Rasmus Carstensen har været igennem hele SIF’s talentudviklings-system efter at han som 13-årig kom til SIF fra samarbejdsklubben Virklund Boldklub – i øvrigt sammen med lillebror Frederik Carstensen, der spiller på SIF’s U19 Liga-hold. Han fik sin debut på SIF’s førstehold i marts 2019 og er ved udløbet af sæson 2019/20 noteret for 24 kampe og 1 mål. Og det må gerne blive til meget mere i løbet af de næste fire år.
– Jeg satser på at blive 100 procent fast mand på SIF’s førstehold, og så er det også en klar ambition at spille superliga-fodbold med SIF. Det gælder om at komme hurtigt tilbage, og derfor handler det lige nu om at jeg skal holde formen ved lige og være klar, når den nye sæson går igang, siger Rasmus Carstensen, der fejrede kontraktunderskrivelsen med fysisk træning på JYSK park fredag.
Rasmus Carstensen og den øvrige del af spillertruppen har ferie frem til 30. juli, hvorefter forberedelserne til den kommende sæson i NordicBet Ligaen indledes. Der er sæsonstart i og omkring weekenden 12.-13. september.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Fredag d. 29.03. kl. 19.00
Scroll til toppen