Arun Rajkumar er tiltrådt hos Silkeborg IF i en nyoprettet stilling som Head of Scouting.

Silkeborg IF har styrket sig på scouting-positionen, hvor 28-årige Arun Rajkumar er blevet ansat som Head of Scouting.
Arun Rajkumar har senest været ansat som scout i DBU, og han har desuden erfaring fra forskellige jobs i AB, Brøndby IF, Hobro IK, Kolding IF og Young Boys.
– Jeg er rigtig glad for at være begyndt i SIF, hvor jeg skal være med til at finde de rigtige profiler til førsteholdet. Jeg har erfaring både som akademitræner, scout og fra seniorfodbold, så jeg håber, jeg kan byde ind med en bred palette, når det handler om at sammensætte den rette førsteholdstrup i Silkeborg IF, siger Arun Rajkumar og fortsætter.
– Jeg skal hjælpe Jesper Stüker og resten af den sportslige ledelse med at have de rigtige emner klar i transfervinduerne. Jeg skal sørge for, at vi i en meget dynamisk og omskiftelig branche i transfervinduerne har en plan A, B og C klar på flere forskellige positioner, så Kent Nielsen og Jesper Stüker kan træffe de bedst mulige beslutninger på transfermarkedet, siger han.
Ifølge sportschef Jesper Stüker så sker ansættelsen af den ny Head of Scouting som en naturlig del af Vision 2030.
– Vi skal have bygget på det sportslige setup i klubben, hvor vi har haft brug for flere ressourcer og kompetencer i kraft af, at vi har manglet en dygtig mand i scouting-afdelingen, der kan sørge for, at der er flere interessante transferemner i pipeline i transfervinduerne. Markedet ændrer sig konstant, og det er rigtig godt for hele klubben, at Arun nu er kommet i gang, siger sportschefen og uddyber.
– I et langt transfervindue er det vigtigt, at vi er flere øjne og hænder, der kan sørge for, at vi kan fokusere på flere emner og flere positioner samtidig. Vi er nu i stand til både at lave en grundigere visitering og sørge for, at vi har fingeren på pulsen på flere forskellige områder. Det er vigtigt at understrege, at ansættelsen Arun ikke betyder, vi skal rekruttere flere spillere, men han skal derimod højne kvaliteten i processen, siger Jesper Stüker.
Ud over arbejdet med transferemner til førsteholdet bliver Arun Rajkumar desuden en vigtig brik i at sørge for, at rekrutteringen sker i tråd med udviklingen af egne talenter til førsteholdet, ligesom Arun skal scoute modstanderhold og levere datarapporter samt interne analyser i samarbejde med en ekstern leverandør.
FAKTA: ARUN RAJKUMAR:
2019-2020: AB (U15)
2020-2022: Brøndby (U11, U14 og U17)
2023-2024: Hobro (U17)
2024-2025: Kolding (U19 og 1. division)
2025: Young Boys (cheftræner Danmarksserien)
2025: DBU (U15- U17 scout samt assistenttræner for U17-kvindelandsholdet)




