U19 tog en flot sejr over AGF og er nu i førersædet i kampen om bronzemedaljerne i ligaen.

SIF U19 – AGF 3-1
Målscorere:
1-0 Bloch
2-1 Malthe-Emil
3-1 Ditlev
Vi havde ryggen mod muren i kampen mod AGF. Det er vores direkte konkurrent i spillet om 3. pladsen, og hvis det ikke blev til tre point, så var løbet mere eller mindre kørt for os. Ovenpå kampen i lørdags var der ikke meget, der pegede i retningen af en sejr, men drengene rejste sig virkelig og leverede en god kamp mod en god modstander.
Der var en helt anden gnist og gejst, da dommeren fløjtede op, og man kunne se, at drengene havde noget, de skulle revanchere.
Vi kom ret hurtigt foran ved et flot mål af Bloch efter assist af Frederik Ibsen, og derefter bølgede spillet lidt frem og tilbage med halve chancer i begge ender. AGF fik udlignet efter ca. 30 min, og resten af halvlegen var vi presset lidt i bund.
Vi kom stærkt ud til 2. halvleg og kom hurtigt foran på et hovedstød af Malthe-Emil Hansen efter oplæg af Bloch.
Det gode spil fortsatte i resten af halvlegen, og samtidig arbejdede drengene benhårdt uden bold. 2-1 skulle blive til 3-1, da Bloch brød igennem og spillede Ditlev fri til scoring. Denne føring holdt vi hjem, og det blev til en fortjent sejr.
Der var rigtig mange stærke præstationer, som var med til, at vi nu selv kan afgøre, om bronzemedaljerne skal ende hos os. Det sker lørdag d. 30.5 i Lyngby.
Skrevet af U19-cheftræner Thomas Røll




