29. december 2021

”Vi var ikke værdige”

Morten Bruun har fremsendt flotte mindeord om sin tidligere holdkammerat, Grzegorz Wiezik, som forleden døde efter længere tids sygdom.

Af Morten Bruun, tidligere holdkammerat.

 

22 kampe og 3 mål lyder ikke af meget. Men i tilfældet Grzegorz Wiezik er det et eksempel på, at tal godt kan lyve.

For bag det beskedne antal kampe og mål gemmer sig en mand, som målt på rene fodboldkvaliteter er den bedste spiller, der nogensinde har spillet i SIFs røde trøje. Vi var – som jeg hævder i overskriften – ikke rigtigt værdige til en spiller på det niveau. For på det tidspunkt, da Grzegorz af vildsomme veje endte i Silkeborg, var vi et jævnt fodboldhold. Ingvar var ekstraordinær. Som den eneste.

Polske Grzegorz Wiezik kom til Silkeborg i sommeren 1991, på en tid, hvor det var et absolut særsyn med udenlandske spillere. Han var med os på en kombineret sommertur og træningslejr til Østrig. Det var tilladt at have koner, kærester og børn med på turen, men da jeg ikke havde nogen af delene og i øvrigt talte et brugbart tysk, tilbød jeg mig som selskab for vores nye spiller. Vi blev en form for venner. Han kom som et pust fra en anden verden.

Inden kontakten til SIF havde Wiezik forgæves forsøgt at slå igennem i tyske Kaiserslautern. Efter en Europa Cup kamp i 1988 med sin polske klub LKS Lodz hoppede Grzegorz af til Vesten. Som det hed dengang, da jerntæppet stadig lå tungt over Europa. Det var en stor chance at tage, for hjemme i Polen efterlod han sig sin kone Bogusia og sin lille datter Magdalena.

Familien fik dog hjælp af den internationale samfundsudvikling, for der gik ikke længe, før de totalitære regimer i det østlige Europa måtte opgive, og da Grzegorz kom til os, havde han boet i Tyskland med sin familie i et par år. Bogusia fødte i øvrigt sønnen Jakub (Kuba), imens vi var afsted på turen til Østrig. Jeg husker tydeligt, hvordan Grzegorz ringede og ringede fra sit hotelværelse.

Grzegorz Wiezik blev den første udenlandske kontraktspiller i SIF. For os blev han hermed et symbol på, at tingene var ved at flytte sig i den rigtige retning. Nu kunne også vi hente spillere i udlandet. Vi kunne tillade os at drømme større.

Allerede i sin debutkamp gav Grzegorz en række smagsprøver på sin raffinerede teknik. Vi mødte Brøndby på hjemmebane i fjerde spillerunde, og Viggo Jensen tøvede ikke med at bringe vores nye, polske spiller fra start. Jeg husker ikke præcis, hvorfor han ikke var med i de første kampe, men jeg mener, det var noget med hans spilletilladelse. Hvor om alting var, så udlignede vores nye superstar til slutresultatet 1-1 med et flot langskud.

Hans to bedste kampe det efterår var dog begge mod AaB. Den første var på hjemmebane, hvor Grzegorz lavede begge målene i en sejr på 2-1. Det ene var ren verdensklasse, idet han med Søren Thorst nærmest hængende på ryggen fik driblet og vristet sig fri og scorede det afgørende mål. Den anden var nedrykningsgyseren på udebane mod AaB i den sidste runde i efteråret. En kamp, vi skulle vinde.

I løbet af efteråret havde vi fået et par oplevelser af, at der trods alt var en årsag til, at Grzegorz Wiezik var havnet på så beskeden en fodboldadresse som Silkeborg IF. For hans bundniveau kunne være frygtelig lavt. Grzegorz var en kolerisk mand, og når tingene ikke gik efter hans hoved, kunne han blive noget så rasende. Ikke mindst på sine holdkammerater. I en kamp mod Næstved lod han os fuldkommen i stikken og indkasserede et rødt kort for en hævnakt, hvorefter vi tabte med 1-3. Men da det for alvor gjaldt, spillede han som en drøm.

Jeg har besluttet mig for, at jeg vil huske kampen i Aalborg den 17. november 1991 som den sidste, vores polske playmaker spillede for os. For det var en af de dage, hvor det gav al mulig mening at give ham bolden for fødderne hver gang, vi havde den. Han nærmest svævede hen over det mudrede græstæppe, mens han fodrede Heine Fernandez og vores 17-årige tomålsskytte Kenni Sommer med lækre afleveringer. Vi vandt 3-2 og reddede os i Superligaen.

Det efterfølgende år skulle have været Grzegorz Wieziks. Men det blev det stik modsatte. For kort før sæsonstart brækkede han benet i en træningskamp mod Ikast, og han blev aldrig den samme spiller. Grzegorz spillede slet ikke i hele 1992, og da han endelig kom tilbage, var han en skygge af sig selv. Nächste Woche bin ich wieder fit, forsikrede han os igen og igen, men det var og blev en illusion. Næste uge kom aldrig. Det var som om, hans ben ikke kunne følge hans visionære tankegang. De reagerede ikke længere hurtigt nok. Det var smertefuldt.

Det gjorde ondt at opleve hans fortvivlelse, for inderst inde vidste han det jo godt. Han kunne ikke længere hjælpe os. Grzegorz spillede seks kampe for SIF i foråret 1993. De var ligegyldige. Jeg husker ikke så meget en detalje fra dem. Jeg prøver heller ikke.

Men kampene fra efteråret 1991 gemmer jeg i mit hjerte. Jeg husker alt det gode, han gav os. Grzegorz gav os en følelse af, at vi en dag kunne opnå mere end blot at kæmpe mod nedrykning. Ind imellem kunne der nærmest opstå en form for ærefrygt omkring ham, fordi han var så god. Jeg husker selv følelsen af utilstrækkelighed, når han havde leveret en stikning ned i et område bag modstandernes forsvar, som jeg bare aldrig så.

Så slog han ud med armene, og vendte øjnene mod himlen. Det kunne være grusomt irriterende, men jeg tilgav ham altid. Fordi jeg vidste, at fejlen var min, og fordi jeg vidste, at hvis vi en dag kunne forme den rette enhed omkring vores polske maestro, kunne vi opnå ting, vi aldrig havde drømt om.

Det var så god, han var. Alt for god til Silkeborg. Vi var ikke værdige. Vi var bare heldige at være hans holdkammerat. Vielen dank, mein Freund.

Desværre varede det for kort. Både hans storhedstid i Silkeborg. Og hans liv.

Grzegorz Wiezik, min polske ven, æret være dit minde.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 19.02. kl. 16.00
Scroll til toppen

Menu