26. april 2023

“Vi skal vinde i Aalborg”

Mads Kaalund og Lukas Klitten spillede hver 45 minutter i tirsdagens pokalsemifinale mod AaB. Begge spillere er optimistiske i forhold til at nå finalen.

– Nu ved vi, hvad der gælder i næste kamp – vi skal til Aalborg og vinde, så det er nemt at forholde sig til. Når man ser tilbage på kampen, synes jeg, at uafgjort er et fint resultat for os. Vi kom bagud i 2. halvleg, men vi formåede at komme godt tilbage og score til 1-1, sagde Mads Kaalund og fortsatte.

– Man kan ærgre sig over, at vi, kort før AaB scorede, burde have fået et straffespark efter tacklingen på Klitten. Jeg har dog ikke set den igen, men det lignede et straffe ved første øjekast, lagde Kaalund ud, inden han kommenterede på, hvorvidt SIF’erne kunne bruge kampen mod AaB forleden i forberedelserne til tirsdagens pokalkamp.

– Vi vidste på mange punkter, hvad AaB ville komme med i dag. Vi havde set en del videoer fra den seneste kamp og snakket deres taktik igennem med udgangspunkt i den seneste kamp, vi spillede mod dem. Personligt skulle jeg ind fra starten af kampen og sørge for, at vi havde en ekstra mand på midtbanen og sørge for, at vi hang bedre sammen, end vi gjorde forleden mod AaB, så vi kunne være mere kompakte på midtbanen og dæmme op for dem, uddybede Mads Kaalund, inden han slutteligt sendte en stor tak af sted til de SIF-fans, der var mødt op på en råkold april-aften for at støtte holdet.

– Fansene er en stor støtte for os, og i dag var de igen rigtig gode. Vi lægger både mærke til og sætter stor pris på deres indsats til alle kampene, for det er kun med til at motivere os endnu mere. Så jeg vil kun sende en kæmpe cadeau til dem, lød det afslutningsvis fra Mads Kaalund, inden Lukas Klitten tog over.

– Jeg synes egentligt, at 1-1 er et okay resultat for os, især når man tænker på, at vi var bagud indtil de sidste minutter. Nu ved vi, at vi skal tage til Aalborg og vinde, hvis vi vil videre i Pokalen. Nu skal vi gøre det færdigt og komme i finalen. Jeg betragter returkampen som helt lige, så vi går naturligvis benhårdt efter at komme i finalen.

– Vi spillede okay i dag, men vi ændrede nogle ting i pausen, hvor vi skiftede tre spillere ind for at kunne holde lidt mere i bolden og kontrollere spillet bedre. Vi havde i grove træk en anelse om, hvad de ville komme med i dag, for vi mærkede i fredags især, hvordan de pressede os højt og hårdt. Det kunne vi dæmme lidt bedre op for i dag, uddybede Lukas Klitten, inden han til sidst kommenterede på situationen kort før AaB’s føringsmål, hvor der kan argumenteres for, at netop Klitten og SIF blev frarøvet et straffespark.

– Jeg har ikke set situationen igen, så det er svært at sige, om der helt sikkert var straffespark. Jeg mærkede et skub i ryggen, hvorefter jeg faldt, men jeg kan ikke vurdere, om der var straffe eller ej. At jeg så slog hovedet ind i stolpen bagefter, var selvfølgelig uheldigt, men jeg tror, at det så mere voldsomt ud, end det reelt var.

Interviews: Anders Mathiasen

Hør Kent Nielsens take på kampen mod AaB her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen