16. oktober 2020

– Vi skal levere tæt på vores topniveau for at vinde

Cheftræner Kent Nielsen advarer imod at forvente nemt spil for SIF i aftenens kamp i Hvidovre, der har leveret bedre end resultaterne viser.

Kent Nielsen og SIF-truppen rejser til Hvidovre med et udgangspunkt på 12 point i sæsonens første seks kampe, mens aftenens modstander først i seneste runde kom på point-tavlen. Den omstændighed, at SIF er med i den brede top i rækken, mens Hvidovre er blevet lidt tabt i bunden sammen med Kolding og Skive, får dog ikke SIF’s cheftræner til at forvente lette betingelser på Pro Ventilation Arena.

– Det er en modstander, som er gode med bolden, og indholdsmæssigt har de set fine ud. Jeg tror også, at de ærgrer sig over, at de ikke har fået lidt flere point, for der har været muligheder i nogle af kampene. De fik så måske hul på det i Vendsyssel i den seneste kamp (sejr på 2-1), siger Kent Nielsen og fortsætter:

– Det er et erfarent hold med en række spillere, som har spillet mange 1. divisionskampe, og der er også en hel del, der har prøvet det på absolut højeste plan. Så det er et erfarent og boldsikkert hold, som har lidt x-factor. De er aggressivt spillende og vil gerne op og presse, og det skal vi forholde os til og være dygtigt til at løse. Oveni har de nogle individualister, som kan noget på egen hånd og har fine afslutninger.

Tætte kampe
– Kampene i 1. division er tætte, og vi skal levere tæt på vores topniveau. Gør vi det, ved vi også godt, at vi kan gøre det rigtig svært for Hvidovre. Men vi kan ikke tillade os at slække mange procent, før det bliver et endnu mere åbent opgør, advarer Kent Nielsen.

SIF-træneren kalkulerer ikke med de store ændringer i forhold til det hold, han har stillet med i de seneste kampe. Frederik Alves Ibsen og Rasmus Carstensen er tilbage efter U21-landskampe, og Alexander Lind er også vendt hjem efter en tur i Polen med U19-landsholdet.

Vallys med efterveer
– Der bliver ikke tale om de store ændringer. Vallys er stadig ikke helt klar og har haft lidt eftervirkningerne af den halvleg, han spillede i mandags på reserveholdet (1-1 i Randers – red.), Wessam (Abou Ali) er heller ikke til rådighed endnu. Man kan sige, at det er ud fra den samme grundtrup, at vi udtager spillere. Gustav Dahl (ikke med i truppen i Hvidovre – red.) har fået en kamp i benene (90 minutter i reservekampen i Randers – red), og det er positivt, men som udgangspunkt er det samme grundtrup, som i de seneste kampe i 1. division.

Kampen i Hvidovre spilles på græs, men det giver ikke SIF-træneren anledning til at ændre spillemåden eller taktikken, selv om banen skulle være en smule tungere, end det underlag, spillerne er vant til i det daglige.

Vi skal gøre det, vi er gode til
– Det vi er stærke til er også det, modstanderen frygter. Hvis vi gør det fuldstændigt anderledes, er vi ikke lige så stærke. Vi er gode til den stil, vi praktiserer. Det kan være, at vi skal justere lidt, men det bliver ikke meget i givet fald. Det vi evner, er det hurtige spil – og det er Hvidovre faktisk også gode til – så det skal vi holde fast i. Desuden har vejret jo været fint, så jeg tror heller ikke, at banen derovre er så slidt, siger Kent Nielsen.

Du kan se 18-mandstruppen til aftenens kamp her.

Der er kampstart i Hvidovre kl. 18.30. Kampen kan streames på Viaplay. Det kræver download af Viaplay app’en og dernæst abonnement på sportspakken. Se mere her. 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen