14. juni 2021

U14: Oprejsning trods nederlag

SIF’s U14-drenge tabte lørdag 2-4 til FK Viborg, men fik spille- og indsatsmæssig oprejsning for onsdagens 0-4 blamage mod Ringkøbing. 

Efter skuffelsen og 0-4 nederlaget mod Ringkøbing i onsdag rejste SIF’s U14-drenge sig flot lørdag mod FK Viborg hjemme på Søholt. På trods af et nederlag på 2-4 leverede SIF en god og konkurrencedygtig præstation, og der var spænding om udfaldet til det sidste.

– Det var en hård kamp, og drengene lykkedes med at levere et godt udtryk. Vi mangler skarphed på bolden og aggressivitet i duelspillet, men på trods af det synes jeg vi leverede en fin præstation med mange lyspunkter, siger U14-træner Oliver Quottrup.

SIF kom hurtigt bagud efter en opspilsfejl, men udlignede kort efter med en erobring og efterfølgende afslutning gennem højt pres. Viborg var bedst på bolden, og SIF’erne kæmpede lidt med at presse og forsvare kollektivt og effektivt, så drengene måtte tage imod en håndfuld store chancer.

SIF var farligst på omstillinger, og i flere situationer fik drengene spillet bolden hurtigt forbi gæsternes pres, hvorfra de endte i en del gode to mod to og tre mod tre situationer.

– Vi havde en friløber lige inden pausen, men i stedet scorede Viborg, siger U14-træneren.

I 2. halvleg løftede SIF sit spil med bolden, og drengene fik også erobret lidt flere bolde. Midtvejs kom de dog yderligere bagud på et straffespark, men et gult kort hjalp hjemmeholdet tilbage på 2-3. Til slut blev det lidt hektisk, og Viborg lukkede kampen med målet til 2-4 et par minutter før tid.

U14-holdet har nu én kamp tilbage inden turneringen går på sommerpause. Det er lørdag 26. juni på Søholt, hvor AaB kommer på besøg med kampstart kl. 12.30.

Kampen i tal:
U14 Liga 1, 13. runde, lørdag 12. juni kl. 11.15 på Søholt:
Silkeborg IF – FK Viborg 2-4 (1-2)
Mål for SIF: William Faber (2)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Søndag d. 08.12. kl. 15.30
Scroll til toppen