Silkeborg IFs mestertræner fra 1994, Bo ”Bosse” Johansson, er død. Han blev 83 år.

Det er med stor sorg, Silkeborg IF torsdag har modtaget nyheden om Bo “Bosse” Johanssons død.
Bo Johansson var cheftræner, da SIF vandt det danske mesterskab i 1994. Han stod i spidsen for SIF fra 1992 og frem til triumfen i 1994, hvorefter “Bosse” rejste til Finland for at blive træner i HJK Helsinki. Senere blev han også dansk landstræner fra 1996 og frem til 2000, hvor han ved VM i 1998 hjalp det danske landshold til en historisk kvartfinaleplads.
Svenskeren er en markant figur i SIF’s nyere historie, hvorfor han også er foreviget på Stjernepladsen på Jyske Bank Tribunen, hvor kun de største spillere, ledere og trænere fra klubbens historie har plads.
SIF-direktør Kent Madsen hylder Bo “Bosse” Johansson for det aftryk, han satte på SIF.
– Det er trist at høre, at Bo Johansson ikke er her længere.
– Bo har legende-status i Silkeborg IF, fordi det var ham, der førte os til DM i 1994. Han var her faktisk kun i to sæsoner, men gjorde et kæmpe indtryk. Vi bevarede efterfølgende den gode kontakt, og jeg er utrolig glad for, at vi fik chancen for at hylde ham og holdet fra ’94 i 2019, hvor han også kom på Stjernepladsen. Da var han, sammen med sin hustru, “still going strong” og var her for at besøge os. Jeg var meget imponeret over, at han mødte op i den bordeaux jakke, de havde på i ’94, hvor de havde ens jakker. Den kunne han stadig passe.
– Han var en enormt dygtig fodboldmand, og så var han meget behagelig og venlig over for alle mennesker. Det var et kæmpe privilegium at lære ham at kende i sin tid. Dengang var jeg ikke en del af ledelsen. Jeg har kun godt at sige. Det er en mand, som jeg ikke tror, at der er ret mange, der har noget dårligt at sige om, og det var ikke, fordi han var konfliktsky. Han løste bare tingene på en meget elegant måde.
– Her i SIF kommer vi selvfølgelig til at markere Bo’s bortgang. Æret være Bo Johanssons minde, siger Kent Madsen.
Morten Bruun, der var anfører på Bo Johanssons mesterhold i 1994, mindes sin tidligere træner.
– Bosse Johansson var det fineste menneske. Og en ener i fodboldens verden med sin urokkelige tro på det gode i mennesket og sin insisteren på at behandle alle i sine omgivelser ordentligt. Han hilste på alle i klubhuset på Søholt, når han kom på arbejde om morgenen, og han lærte sig lynhurtigt navnene på både vores kærester, koner og børn. Fordi det jo var det, der betød noget. Hvor mange kampe, vi havde spillet og hvor mange mål, vi havde scoret, kom altid i anden række.
– Når jeg tænker tilbage på sæsonen 1993/94 og det danske mesterskab, tænker jeg altid med særskilt glæde på, at vi opnåede klubben største resultat med en humanist som træner. Det viste sig jo, at det sagtens kunne lade sig gøre med det rette mix af næstekærlighed og fagligt flair. For tag ikke fejl. Bosse kunne også være spids. Som dengang, Peder Knudsen spurgte, om han kunne få fri fra træning for at tage over og se AC Milan i Parken. Selvfølgelig, replicerede Bosse. Hvis du mener, det er den bedste vej til førsteholdet. Av. Jeg har selv fået en reprimande af Bosse engang, og jeg husker den endnu.
– Han var en mand, der gjorde et uudsletteligt indtryk på sine omgivelser. En dygtig træner. Men et endnu større menneske. Bosse, vi glemmer dig aldrig, siger Morten Bruun.
Vores tanker går til hans familie og nærmeste.
Æret være Bo “Bosse” Johanssons minde.










