1. februar 2021

Svenn Crone forlader SIF

SIF-anfører Svenn Crone forlader klubben og skifter med omgående virkning til Lyngby.

Efter 2,5 år, 81 kampe og 3 mål forlader Svenn Crone Silkeborg IF. Lyngby og SIF er blevet enige om en transfer-sum, så Crone kan skifte til superligaklubben et halvt år før hans kontrakt-udløb i SIF, og anføreren gennem det seneste halve år tørner ud for sin nye klub med omgående virkning.

Det har været et stort ønske fra Svenn at prøve noget, nyt og i sammenhæng med,at vi for nuværende er fint besat på backpositionerne, har vi imødekommet et tilbud fra Lyngby. Vi takker Svenn for indsatsen og ønsker ham held og lykke på sin videre færd i karrieren, siger SIF’s sportschef Jesper Stüker.

Svenn Crone har i dag været i Lyngby til lægetjek og kontraktunderskrivelse, og han bliver præsenteret for Lyngby-tilhængerne mandag aften i forbindelse med et virtuelt fan-arrangement.

I SIF har Svenn Crone varetaget positionen som både højre back og venstre back. Det sidste i den indeværende sæson, efter at Rasmus Carstensen har spillet sig ind som fast mand i forsvarets højreside. Han har også været holdets anfører, et hverv, som Magnus Mattsson overtager.

Gustav Dahl og Milan Massop skal nu kæmpe om positionen i venstre side. Gustav Dahl har spillet venstre back i de seneste test-kampe og er også i startopstillingen i tirsdagens mini-test mod FC Fredericia.

Svenn Crone kom til SIF i sommeren 2018 og var i sin første sæson med til at sikre oprykningen til 3F Superligaen. Han kom fra Brøndby, som han forlod efter 62 kampe. Bortset fra et lejeophold i Brønshøj var skiftet fra Brøndby til SIF karrierens første for Svenn Crone. Nu skifter han tilbage til det storkøbenhavnske område, denne gang til Lyngby, der inden forårs-premieren i 3F Superligaen (Lyngby møder OB ude onsdag aften) ligger på en 12. plads i ligaen og dermed skal kæmpe for overlevelse i den bedste række i foråret.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen

Menu