18. august 2026

SIF køber fransk forsvarsspiller

Silkeborg IF har købt den 26-årige forsvarsspiller Maël de Gevigney fri af Barnsley FC.

Silkeborg IF forstærker sig i det centrale forsvar med den 26-årige franskmand Maël de Gevigney.

Stopperen er købt fri fra League One-klubben Barnsley FC, hvor Maël de Gevigney har spillet de seneste tre sæsoner med 128 kampe til følge.

Inden sine år i England har Maël de Gevigney spillet for Nimes Olympique og FC Versailles 78 i hjemlandet.

Sportschef Jesper Stüker er glad for, at det er lykkedes at købe Maël de Gevigney fri af kontrakten i Barnsley FC, og selv om SIF er godt besat på stopper-positionen, så er sportschefen glad for at få mere erfaring ind i bagkæden.

– Vi har søgt en erfaren midtstopper med henblik på at styrke vores defensiv og mener, at vi har fundet den rette spiller i Maël. Vi har dygtige stoppere i forvejen, og vi har derfor også sat overlæggeren højt for den profil, vi har søgt, siger Jesper Stüker og fortsætter.

– Vi synes, at Maël både spille- og erfaringsmæssigt har den rigtige profil, så vi er glade for, at Maël har udvist stor interesse for at spille i Silkeborg IF og Danmark, og vi ser i høj grad frem til samarbejdet. Vi må forvente, at der lige går lidt tid, inden Maël er i fuld fodboldform, men vi ser frem til at se ham i SIF-trøjen, siger Jesper Stüker.

Maël de Gevigney har underskrevet en treårig aftale med SIF og glæder sig til at komme i gang i sin nye klub.

– Jeg glæder mig til at prøve kræfter med den danske liga, og jeg glæder mig til at spille i et nyt land. Jeg synes, Silkeborg IF har gang i et spændende projekt, og klubben har leveret flotte resultater i de seneste mange sæsoner, siger Maël de Gevigney og fortsætter.

– Jeg vil beskrive mig selv som en forsvarsspiller, der er stærk i duellerne. Samtidig har jeg også mine styrker med bolden, hvor jeg forsøger at finde de smarte løsninger. Jeg er klar over, at jeg bliver en af de rutinerede spillere på holdet, og jeg glæder mig til at tage min del af ansvaret og bidrage til holdet, siger den ny SIF’er.

Maël de Gevigney bliver i øvrigt den første franske spiller i Silkeborg IF’s lange historie, og den højrebenede forsvarsspiller skal spille med nummer 6 på ryggen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 24.08. kl. 19.00
Scroll til toppen