21. marts 2023

Svend er SIFs nominering til Årets Fan

Silkeborg IF har nomineret 80-årige Svend Damborg til at være Årets SIF-fan. Se mere her.

Baggrund for Årets Fan-initiativet
Fodbold er intet uden tilhængerne. Nu lancerer 3F Superligaen et nyt initiativ, hvor klubberne på tværs af ligaen ønsker at hylde og fremhæve de fans, som med loyalitet, dedikation, passion, integritet og kærlighed til deres hjerteklub hver eneste uge bakker op om deres hold. Hver klub skal indstille en fan til prisen, og Divisionsforeningen nedsætter herpå en jury, som er med til at kåre vinderen. I forbindelse med sidste spillerunde i juni offentliggøres navnet på ”Årets Fan”. Vinderen modtager et smukt trofæ og bliver hyldet på behørig vis.

SIF nominerer Svend Damborg
80-årige Svend Damborg er rød og hvid Silkeborg IF-fan helt ind i hjertet og har helhjertet og flittigt fulgt klubben siden 1960. Han bor i dag i Kirke Såby nær Roskilde, men kører trofast fra Sjælland til Silkeborg og tilbagelægger knap 550 km hver gang for at se alle hjemmekampe på JYSK park – og følger naturligvis også holdet til alle kampe på Sjælland. Svend viser sin store dedikation til hele klubben ved også at køre langt for at se ungdomsholdene spille i ny og næ, hvor han giver den samme, trofaste opbakning.

Svend er ikke bare en loyal fan, der støtter holdet – han er der også for den enkelte spiller som menneske. Ud over at prioritere at sige tak for kampen til både med- og modspillere og trænere uanset resultatet, er Svend også hurtig med støttende ord og omsorgsfulde beskeder til spillerne, hvis de bliver ramt af skader og udfordringer. Han er en støtte, man altid kan regne med.

Har man været så heldig at møde Svend, har man med garanti bemærket, at han altid og uden undtagelse bærer sin SIF-jakke – og måske endda også SIF-kasket og -halstørklæde på kølige dage. Han er en ægte ambassadør, der altid bærer SIF-logoet med stolthed i hele det danske land. Hertil medfølger talrige historier, der fortælles stolt og muntert af Svend, hver gang en forbipasserende, kassedamen eller andre kommenterer på det SIF-logo, som han altid bærer.

Som tak for den trofaste støtte, ultimative loyalitet og ægte ambassadør-ånd i mere end 60 år, nominerer vi hos Silkeborg IF derfor Svend Damborg som vores kandidat til Årets Fan.

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 29.04. kl. 19.00
Scroll til toppen