19. august 2020

Se højdepunkterne: Stille dag ved VAR-skærmen

Stille dag ved VAR-skærmen

Det blev 0-0 mellem AC Horsens og SIF onsdag formiddag i Ikast i en kamp, der var fattig på action i felterne.

Det blev en stille dag ved VAR-skærmen, da SIF og AC Horsens stillede op til dommernes træning i video-systemet, der indføres i 3F Superligaen i den kommende sæson. Det var således småt med aktionerne i felterne – og dermed også kontroversielle episoder, der skulle tjekkes på VAR-skærmen. Særligt 1. halvleg blev en stilfærdig affære i felterne, hvor SIF dog havde chancer for at bringe sig i front.

Både Horsens og SIF stillede med hold af kombinerede førsteholds- og U19-spillere, således havde SIF U19-målmand Esben Lange med sammen med Alexander Busch, Emil Junge og Jeppe Kilden-Grøn, der alle har deres dagligdag på U19-holdet. Oscar Fuglsang, Niclas Holm Pedersen og Anders Dahl er også stadig U19-spillere, men træner dog mere eller mindre fast sammen med førsteholdstruppen.

SIF-chancer til føring
Det blev før pausen til tre chancer i alt, der sagtens kunne have berettiget en pauseføring. Allerede i det 3. minut tog Alexander Lind en solotur fra midten af banen og snoede sig fri af Horsens-spillerne til en skud-mulighed, der dog blev reddet af Andreas Hoff i Horsens-målet. Midt i halvlegen kom Anders Dahl til frit skud, men igen måtte SIF’erne se Hoff klare, og sidste chance inden pausen stod der også Alexander Lind på, da han i fri position fik afviklet et godt skud, men også måtte se Hoff parere. Riposten sparkede Valance Nambishi over mål.

2. halvleg blev indledt mere eksplosivt med først en chance til Anders Dahl, der kiksede på et godt indlæg fra Oscar Fuglsang, mens Horsens bød ind i den anden ende med et stort tilbud til Thomas Rohde.

Tilbagelænet
Kampen faldt dog hurtigt tilbage i den tilbagelænede udgave, måske på grund af heden over Ikast Stadion, måske fordi det knastørre kunstgræs gjorde det svært at holde tempo i kombinationerne.

Midtvejs i halvlegen fik SIF scoret ved Alexander Lind tæt under mål, og endelig kom VAR-skærmene i aktivitet, idet Valance Nambishi forinden blev dømt offside. Hverken linjedommeren eller dommer Sandi Putros så dog ud til at være i tvivl om kendelsen, og en kort VAR-pause bekræftede da også, at kendelsen var rigtig. Det var NO GOAL efter VAR-tjek.

Stor chance til Lind
Og så var en stilfærdig træningskamp ved at løbe ud, da Alexander Lind med tre minutter igen fik en gylden chance for at sikre SIF sejren. Jeppe Gertsen sparkede fra distancen, og hans skud blev blokeret i Horsens-forsvaret og smuttede hen for fødderne af Lind. Den ellers så træfsikre angriber kiksede dog, og Anders Hoff i Horsens-målet kunne afværge.

SIF spiller igen på lørdag, når AaB tager imod i en træningskamp på klubbens anlæg i udkanten af Limfjordsbyen. Der er kampstart kl. 12.00

Kampen i tal:
Træningskamp, VAR-test, onsdag 19. august kl. 10.30 på Ikast Stadion:
AC Horsens – Silkeborg IF (0-0)
Mål:
Advarsler: Jonas Gemmer, AC Horsens.
AC Horsens (4-4-2): Anders Hoff – Jacob Buus, Magnus Jensen, James Gomez, Mathias Madsen – Frederik Jørgensen, David Kruse, Jonas Gemmer, Lasse Kirkel – Rune Frantzen, Thomas Rohde.
Silkeborg IF (4-3-3): Esben Lange – Oscar Fuglsang, Jeppe Gertsen, Alexander Busch (76.: Lasse Bak Laursen), Emil Junge (73.: Jonathan Falbe) – Valance Nambishi, Pelle Mattsson, Jeppe Kilden-Grøn – Niclas Holm Pedersen (73.: Nichlas Mehl), Alexander Lind, Anders Dahl.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen