Bo Johansson bliver hyldet med klapsalver på søndag til SIF’s hjemmekamp. Guldholdet fra 1994 vil være med på banen for at hylde den svenske mestertræner.

På søndag tager vi på JYSK park afsked med SIF’s mestertræner fra 1994, Bo Johansson.
Inden kampstart mod FC Nordsjælland hylder vi ‘Bosse’ med et minuts klapsalver, og vi håber naturligvis, at hele stadion vil være med til at sende en hyldest mod himmelen til ære for Bo Johansson.
Silkeborg IF har inviteret hele guldholdet fra 1994 på JYSK park for bl.a. at deltage i hyldesten af den svenske mestertræner, og spillerne vil være med på banen for at ære Bo Johansson.
Bo Johansson var cheftræner, da SIF vandt det danske mesterskab i 1994. Han stod i spidsen for SIF fra 1992 og frem til triumfen i 1994.
Svenskeren er en markant figur i SIF’s nyere historie, hvorfor han også er foreviget på Stjernepladsen på Jyske Bank Tribunen, hvor kun de største spillere, ledere og trænere fra klubbens historie har plads.







