7. januar 2021

SIF-trup tager hul på komprimeret optakt

SIF’s divisions-trup var torsdag formiddag samlet for første gang i 2021. Forude venter 38 dages komprimeret forberedelse til forårs-premieren. 

Det var en SIF-trup med et par nye ansigter, der torsdag formiddag trænede på JYSK parks kunstgræs for første gang i 2021. Efter en kort juleferie er spillerne klar til at indlede forberedelserne til forårs-premieren, og med kun 38 dage til kampen mod Hvidovre på JYSK park 14. februar, er sigtet allerede fra første dag rettet ind efter tidlig turnerings-start.

– Det har jo været en kort pause, og selv om vi er bevidste om, at der er et par andre hold, der har gjort det rigtig godt, har vi så meget optimisme på baggrund af vores efterår, at vi er overbeviste om at det er muligt at nå målet. Det har vi allerede her fra dag ét fokus på, for det kommer til at gå stærkt, sagde cheftræner Kent Nielsen efter årets første træning.

Helenius og Gunnarsson på plads
Med i træningen var begge SIF’s ny-erhvervelser, angriber Nicklas Helenius og målmand Patrik Gunnarsson, og Kent Nielsen var i det hele taget godt tilfreds med den gruppe af spillere, han havde rådighed over på første dag. Kun to spillere måtte se til fra det udendørs styrketræningsrum under Jyske Bank tribunen. Mads Kaalund plejer stadig efterveerne fra en skadet skulder, der gik af led i Skive i 2020’s sidste kamp, og Stefán Teitur Thórdarson mærker stadig lidt til den skade, der holdt ham ude af Skive-kampen 18. december.

Patrik Gunnarsson, SIF’s nye keeper på lejeaftale fra Brentford FC, var med i dagens træning på JYSK park. Foto: Ulla Myrhøj.

Ud over det måtte cheftræneren også undvære Wessam Abou Ali, der er ramt af covid-19, mens Valance Nambishi er gået i selv-isolation på grund af covid-19 hos en nærtstående.

Hurtig fokus på det spil-mæssige
– I lyset af den korte ferie kommer vi ikke til at bruge voldsomt meget tid på opbygning. De har jo selvtrænet i pausen. Vi vil bruge den første uge på at pushe spillerne lidt i forhold til form, og så begynder vi at fokusere på de spil-mæssige ting, siger Kent Nielsen, der kan se frem til tre træningskampe i januar. Muligvis bliver der føjet endnu én til i starten af februar.

Optakten bliver desuden anderledes ved at SIF-truppen ikke som vanligt drager i træningslejr sydpå. Corona-situationen i Europa fik SIF’s sportslige ledelse til allerede tidligt at beslutte sig for at blive hjemme.

Milan Massop (med Nicklas Helenius i baggrunden) træner med i fuldt omfang efter sin lange skadespause. Foto: Ulla Myrhøj.

Træningslejre er bekostelige affærer
– Træningslejre har sin berettigelse, det er indiskutabelt. Men skal vi brede det lidt ud, så får træningslejre mindre værdi, når vi har de her korte opstarter, som har været tilfældet i de seneste sæsoner. Man skal derfor gøre sig sine overvejelser, specielt når vi har de gode træningsforhold, vi har her på JYSK park, for det er en bekostelig affære at tage på træningslejr. Vi holder derfor fokus på træningen og forberedelserne her på JYSK park og har samtidig sørget for en hård matchning i træningskampene, siger Kent Nielsen med henvisning til opgørene mod SønderjyskE, Vejle og FC Midtjylland.

SIF’s træningskamp-program ser således ud:

Onsdag 20. januar kl. 12.00 på JYSK park: SIF – SønderjyskE
Søndag 24. januar kl. 13.00 på JYSK park: SIF – Vejle B.
Torsdag 28. januar kl. 13.00 i Ikast: FC Midtjylland – SIF

Nicklas Helenius tog torsdag hul på sit andet ophold i SIF. Han er hentet i AGF på en 3,5 årig kontrakt. Foto: Ulla Myrhøj.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 10.11. kl. 14.00
Scroll til toppen