7. januar 2021

Kent N.: Oggesen er en stærk signing

Dagens nyhed ved SIF’s træningsstart på JYSK park var offentliggørelsen af Andreas Oggesens underskrift på en tre-årig kontrakt.

Dagens nyhed ved SIF’s træningsstart torsdag formiddag var signingen af Andreas Oggesen fra FC Fredericia. Han har underskrevet en tre-årig kontrakt med SIF og tiltræder i klubben, når hans nuværende aftale i fæstningsbyen udløber til sommer.

– Det er godt gået, at vi har kunnet hente Andreas Oggesen. Og at vi også har fået tilgang af Nicklas Helenius og Patrik Gunnarsson. Det er stærke signings, slår Kent Nielsen fast på årets første træningsdag på JYSK park.

– Oggesen har været en stor profil i 1. division i flere sæsoner, og han passer som fod i hose til vores måde at spille fodbold på. Og så kommer han med noget erfaring og er meget strategisk i sit spil med bolden, fortsætter Kent Nielsen og fremhæver flere ting ved SIF’s nyeste spiller-signing.

– Han er meget boldsikker og smider derfor ikke mange bolde, selv om modstanderen presser ham hårdt. Og så formår han at vurdere situationerne: Hvornår er det, vi skal sætte bolden på spil, og hvornår har holdet mere brug for at tingene ikke bliver forceret. Han har en styrende rolle i spillet med bolden, og han kommer til at understøtte de øvrige spillere til positionerne på den centrale midtbane, hvor vi ikke har haft så mange valgmuligheder, forklarer Kent Nielsen.

Kontrakten med Andreas Oggesen er tre-årig, og den nuværende Fredericia-spiller tiltræder i SIF 1. juli.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen