1. oktober 2017

SIF løbet over ende på 10 minutter

10 fatale SIF-minutter i 2. halvleg blev dyre for SIF i søndagens middagskamp mod FC Nordsjælland. SIF’erne spillede fremragende i en time og var foran 2-0, da FC Nordsjælland indledte et festfyrværkeri på 10 minutter, der ændrede stillingen til 2-4 og gæstesejr på JYSK park. En hård skæbne for SIF, der lignede en vinder, men overlod initiativet til FC Nordsjælland og blev straffet for det.

Peter Sørensen havde valgt at stille op i 4-2-3-1, som oftest benyttet i denne sæson. På den centrale midtbane afløste Casper Sloth den karantæneramte Ibrahim Moro, og i front var der georgisk dynamit med Mate Vatasade foran netop landsholdsudtagede Davit Skhirtladze.

SIF kom agressivt ud fra start, og allerede i det andet minut jagtede Mate Vatsadze en halvsløj tilbagelægning fra Patrick Mtiliga og fik også tacklet målmand Runar Alex Runarsson, så bolden tog fart mod FCN-målet, men dog endte som et målspark.

Det var tydeligt fra begyndelsen, at SIF ville matche FC Nordsjælland på tempoet i boldomgangen og de hurtige pasninger. Det gav hjemmeholdet initiativet i et historisk opgør – det første nogensinde mellem to kunstgræsklubber og derfor døbt El Plastico.

Gode tilbud til SIF
FC Nordsjælland var sjældnere gæster på SIF’s banehalvdel end omvendt, og de store chancer blev det ikke til. Midtvejs i halvlegen havde Emiliano Marcondes et hovedstødsforsøg, hvor han i fri position fik dårligt træf på bolden. I den anden ende var der masser af gode tilløb til chancer, og en energisk Robert Skov kom i det 26. minut til en fin skudchance, da han tacklede Mtiliga og derpå overspurtede ham. Hans skud fra spids vinkel gik dog på tværs af mål. Samme Skov lagde minuttet efter bolden ind for fødderne af Davit Skhirtladze, der tæt under mål vippede den lige over.

En åben kamp
Ny stor chance til SIF kom få minutter senere, igen skabt på indlæg af Robert Skov, der denne gang lagde et fladt indlæg ind foran mål. Flinta kom for sent, men riposten gik til Davit Skhirtladze, hvis gode skud blev pareret til hjørnespark af Runar Alex Runarsson. Hjørnesparket var også tæt på at give bonus med et hovedstød tæt under mål af Skhirtladze.

En åben kamp vekslede fra ende til ende, og Mads Aaquist var fri foran SIFmålet, men Thomas Nørgaard fik pareret. Der var tempo og fremadrettet spil på JYSK park denne søndag middagsstund.

Der var konstant fare på fære, når Robert Skov kom på højrekanten. 38 minutter henne forsøgte han sig med et fladt skud, der blev til en aflevering til Mate Vatsadze, der tæt under mål måtte se bolden gå forbi mål. Nærmest et mirakel, at kampen stadig var uden mål.

SIF kom også i 2. halvleg bedst fra start, og blot to minutter henne havde Marc Rochester en god skudmulighed Hans flade forsøg blev afværget til hjørnespark af FCN-keeper Runarsson.

Gammelby’s venstrefod lynede
Som et forvarsel var det, for minuttet senere kom SIF på 1-0. Et godt angreb, igen bygget op i højre side førte Jens Martin Gammelby fri til venstrebensskud, og han  hamrede bolden forbi Runar Alex Runarsson til en fortjent hjemmeføring.

Det næste mål lod ikke vente længe på sig. En dyb stikning til Casper Sloth, et fladt indlæg til Mate Vatsadze og en georgisk inderside på bolden. 2-0 til SIF – og det lignede en uhentelig føring.

Og så vendte kampen
Emiliano Marcondes ville det imidlertid anderledes. Lige inden kampen rundede timen, sendte han et godt indlæg fra Karlo Bartolec i nettet til 2-1 – og så var kampen åben igen. Og FC Nordsjælland var ikke længe om at slå til igen. Tre minutter senere fik Mathias Jensen god tid til at anrette et skud, og så sendte han bolden i nettet tæt op ad den ene stolpe. 2-2, og nu var det pludseligt FC Nordsjælland med initiativet.

Peter Sørensen reagerede ved at skifte Gustaf Nilsson ind, men i stedet var det FC Nordsjælland der scorede igen. Et åbent SIF-forsvar gav Ernest Asante en friløber, og han driblede forbi Thomas Nørgaard og trillede bolden i nettet til 3-2 føring til gæsterne. Sikke en vending, og nu skulle SIF hive sig op ved hårrødderne.

I stedet blev det til endnu en FCN-scoring ved indskiftede Mathias Rasmussen i et SIF-forsvar, der var splittet ad. 10 katastrofale minutter for SIF med fire mål indkasseret efter 2-0 føring og en fornem indsats i den første time.

SIF forsøgte at komme igen, og Robert Skov havde et behjertet forsøg fra spids vinkel på ydersiden af stolpe, men mere blev det ikke til. Det var et af de unødvendige nederlag for SIF.

I næste weekend er der landskamp-pause, hvorefter der venter en svær udekamp i Brøndby for SIF søndag 15. oktober kl. 16. Næste hjemmekamp er lørdag 21. oktober, hvor SønderjyskE kommer på besøg på JYSK park.

Kampen i tal:
Alka Superliga, 11. runde,søndag den 1. oktober kl. 12.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – FC Nordsjælland 2-4 (0-0)
Mål: 1-0 Jens Martin Gammelby (49.), 2-0 Mate Vatsadze (52.), 2-1 Emiliano Marcondes (59.), 2-2 Mathias Jensen (63.), 2-3 Ernest Asante (66.), 2-4 Mathias Rasmussen (69.)
Advarsler: Victor Nelsson, Mathias Jensen, FC Nordsjælland.
Tilskuere: 3.608
Silkeborg IF (4-2-3-1): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Gregor Sikosek – Sammy Skytte (88.: Stephan Petersen), Casper Sloth – Robert Skov, Davit Skhirtladze, Marc Rochester Sørensen (58.: Jeppe Okkels)- Mate Vatsadze (63.: Gustaf Nilsson).
Manager; Peter Sørensen
FC Nordsjælland: Runar Alex Runarsson – Viktor Tranberg, Victor Nelsson, Patrick Mtiliga – Karlo Bartolec, Magnus Kofod Andersen, Mathias Jensen, Patrick da Silva (50.: Andreas Skovgaard)- Ernest Asante (90.: Andreas Skov Olsen), Emiliano Marcondes, Mads Aaquist (54.: Mathias Rasmussen).
Træner: Kasper Hjulmand

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

Oddset Pokalen

Mandag d. 16.12. kl. 19.00
Scroll til toppen