20. oktober 2019

Så kom sejren – og hvilken én

Så kom sejren – og hvilken én

22.175 tilskuere – rekord på Ceres Park – var på plads, SIF sikrede sig sæsonens første sejr i 3F Superligaen med 4-3 i en underholdende kamp mod AGF.

SIF sikrede sig sin første sejr søndag eftermiddag i Aarhus, da Anders Hagelskjær på et sent mål sikrede SIF 4-3 i en underholdende kamp foran et rekordstort publikum. Sikke en eftermiddag i Aarhus for de medrejsende SIF-fans, der måtte gennem hele følelsesregisteret, inden sejren var i hus.

Cheftræner Kent Nielsen havde valgt en kompakt 4-5-1 formation til kampen, hvor der i Svenn Crones karantæne-fravær var start-debut til Rasmus Carstensen på højre back-positionen. Frederik Møller var valgt på venstre back, og det betød et centralt forsvar med Anders Hagelskjær og Frederik Alves, hvilket sendte Jeppe Gertsen på bænken.

Den kompakte midtbane bestod af Filip Lesniak, Mathias Hebo og Mads Emil Madsen med Jeppe Okkels og Mads Kaalund på kanterne. Kaalund erstattede Nicolai Vallys, der egentlig var tiltænkt en plads i startopstillingen, men måtte trække sig med en skade under opvarmningen. Helt fremme lå SIF’s egen plaffeminister, Ronnie Schwartz.

Første chance til SIF
SIF fik kampens første chance efter fire minutter, da Jeppe Okkels efter et velgennemført opspil sendte en flad bold ind foran mål. Her kom Mads Kaalund lige akkurat for sent til at prikke den i nettet.

SIF var godt med i kampen, stod kompakt på egen banehalvdel og kombinerede godt, når bolden blev erobret. Derfor var det ikke ufortjent, at SIF kom foran midtvejs i halvlegen ved Mathias Hebo Rasmussen, der dermed scorede sit første mål for SIF. Hebo tog chancen fra 23 meter, da ingen gik til ham, og med højrebenet sendte han bolden i nettet udenfor Aleksander Jovanovic’ rækkevidde. Så blev der stille på tæt pakkede Ceres Park.

Bundu fik jublen til at bryde løs
Det varede imidlertid ikke så længe. Blot to minutter senere brød jublen løs, da Mustapha Bundu udlignede. Han udnyttede at Anders Hagelskjær kiksede sin clearing, så den farlige AGF-forward befandt sig alene med Rafael Romo og kunne vippe bolden udenom ham til udligning.

Og så gik det stærkt. Der var ikke spillet mere end et minut mere, før der stod 2-1. Patrick Mortensen stod bag målet, da han udnyttede et fladt indlæg fra Casper Højer til at sende bolden i nettet. En favorabel SIF-situation var vendt på hovedet på få minutter, og SIF’erne samledes på midten af banen for lige at hanke holdmæssigt op i sig selv.

Trængselstider og udligning
Trængselstiderne fortsatte dog, og efter 35 minutter appellerede AGF’erne og resten af stadion for straffespark, da Mustapha Bundu sparkede på en ripost, hvor bolden blev med brystet af Frederik Alves og derpå sprang op på Frederik Møllers arm. Dommer Aydin Uslu slog dog afværgende ud med armene, og i stedet slog Ronnie Schwartz til kort før pausen med udligning til 2-2, da han fik chancen i fri position foran Aleksander Jovanovic’ mål. 2-2 ved pausen var en stilling, SIF ikke kunne være utilfreds med.

Glæden over udligningen varede dog kun lige godt og vel den tid, det tog at holde pause. Mindre end to minutter inde i 2. halvleg btragte AGF sig foran 3-2. Bolden blev løftet til Alexander Munksgaard ved den ene stolpe, og han sendte den på tværs, hvor Patrick Mortensen kom til og fik ram på den, så den via den ene stolpe gik i nettet.

Plaffeministeren til 3-3 på straffespark
Efter godt en times spil fik SIF imidlertid en gylden mulighed for at komme tilbage i kampen. Alexander Munksgaard satte et ben i vejen for Frederik Møller i straffesparksfeltet, og så fik Ronnie Schwartz chancen fra 11 meter pletten. SIF-topscoreren svigtede ikke og sendte bolden hårdt op i den øverste del af nettet til sit 10. sæson-mål og udligning for SIF.

Indskiftede Nicklas Helenius var tæt på at afgøre kampen, da han sparkede fra distancen. Bolden havde retning mod målhjørnet, men Rafael Romo nåede at vippe den over med handsken. En fornem redning af venezuelaneren.

I stedet blev det SIF, der scorede kampens sidste mål, da indskiftede Shkodran Maholli sendte en bold ind i panden på Anders Hagelskjær med få minutter tilbage af kampen. SIF forsvarede sig flot i de døende minutter og kunne dermed notere sæsonens første sejr i 3F Superligaen.

Kampen i tal:
3F Superliga, 13. runde, søndag 20. oktober kl. 14.00 på Ceres Park i Aarhus:
AGF – Silkeborg IF 3-4 (2-2)
Mål: 0-1 Mathias Hebo Rasmussen (25.), 1-1 Mustapha Bundu (28. ), 2-1 Patrick Mortensen (29.), 2-2 Ronnie Schwartz (42.), 3-2 Patrick Mortensen (47.), 3-3 Ronnie Schwartz (str., 66.), 3-4 Anders Hagelskjær (88.)
Advarsler:
Tilskuere: 22.175
AGF (4-3-3): Aleksander Jovanovic – Alexander Munksgaard, Niklas Backman, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen – Zachary Duncan (82.: Jon Thorsteinsson), Nicolai Poulsen, Bror Blume – Mustapha Bundu, Patrick Mortensen (77.: Nicklas Helenius), Jakob Ankersen (82.: Magnus Anbo).
Cheftræner: David Nielsen
Silkeborg IF (4-5-1): Rafael Romo – Rasmus Carstensen, Frederik Alves Ibsen, Anders Hagelskjær, Frederik Møller – Mads Kaalund (62.: Marc Rochester), Mathias Hebo Rasmussen (83.: Valance Nambishi), Filip Lesniak, Mads Emil Madsen, Jeppe Okkels – Ronnie Schwartz (86.: Shkodran Maholli)
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen