24. maj 2021

Røll vender “hjem” til SIF i træner-job

Thomas Røll er ansat i SIF som ny transitionstræner. Dermed er den 44-årige træner og eks-spiller tilbage i den klub, hvor karrieren begyndte i 1994.

44-årige Thomas Røll er ansat som ny transitions-træner i SIF. Dermed vender den tidligere SIF-spiller “hjem” efter 20 år. Silkeborg IF var den klub, hvor det hele begyndte for ham.  Helt tilbage i 1994, da SIF stiftede Silkeborg Fodbold College, var han et af de første talenter, der blev optaget, og siden brød han igennem til klubbens førstehold. Nu skal han arbejde med klubbens største talenter og bane vejen for dem fra ungdoms-elitefodbold til førsteholdet.

Thomas Røll er ansat i den stilling, der bliver ledig fra i sommer, hvor den nuværende træner på posten, Dennis Pedersen, skifter til AGF.

– Jeg er både glad, beæret og stolt over at SIF har tilbudt mig jobbet. Det er en meget spændende funktion, jeg skal udfylde. Lige siden det blev kendt, at Dennis forlader SIF, har jeg været interesseret, og jeg er taknemmelig over, at det er endt med at klubben har peget på mig, siger Thomas Røll, der med skiftet forlader sit job på Levring Efterskole, hvor han har arbejdet med unge mennesker, bl.a. fodbold-spillere, i de seneste 10 år.

Fra talent til landshold
Thomas Røll har både praktisk og teoretisk kvalifikationerne til jobbet i orden. Han lykkedes selv med at tage turen fra talent til førsteholdsspiller, da han via uddannelse på Silkeborg Fodbold College blev førsteholdsspiller i SIF og fra 1996 til 2001 (plus et kort lejeophold i 2005) spillede 192 førsteholdskampe. Siden skiftede han til FC København og blev landsholdsspiller (8 A-landskampe), og fra 2006 til top-karrierens afslutning i 2009 optrådte han for FC Midtjylland, Vejle og Viborg. Han droslede ned som spiller og siden spillende assistenttræner i Kjellerup IF, hvor han arbejdede under cheftrænerne Ralf Pedersen, Claus Therkildsen og Jonas Dal, og han har også været cheftræner i Skive IK.

– Jeg kommer til at bruge den erfaring, jeg har med og kendskabet til både livet som talent under udvikling og tilværelsen som professionel førsteholdsspiller. Da jeg selv har været dér og desuden har arbejdet med unge mennesker i mit job på efterskolen i de sidste 10 år, føler jeg, at jeg har meget at byde ind med. Jeg glæder mig til at blive en del af det hold, der hjælper SIF’s talenter med at forløse potentialet, siger Thomas Røll.

Cheftræner-erfaring et plus
SIF’s sportschef Jesper Stüker har oplevet stor interesse for det ledige job fra mange kompetente trænere, men det var Thomas Røll, der passede bedst til job-profilen.

– Det er et stort plus, at Thomas selv har erfaring som cheftræner på seniorniveau i 1. division, og ligeledes er det en stor fordel at Thomas selv har spillet på højt niveau og såmænd været igennem Silkeborg Fodbold College som spiller, og dermed selv har trådt den vej, som han skal hjælpe andre til at gå på. Thomas har været vant til at arbejde med unge mennesker på Levring Efterskole, og han har en særlig evne til at være tæt på og i dialog med spillerne, hvilket er en vigtig egenskab i transitionsfasen. Vi ser ham som den rigtige til at bygge broen for de næste talenter til 1. holdset i SIF, siger Jesper Stüker.

I det seneste årstid er Thomas Røll også blevet kendt for sin Youtube-aktivitet “Ruller med Røll,” – et rullende talkshow, hvor han i sin bil interviewer spillere og trænere, han har mødt gennem sin karriere. Den aktivitet vil han fortsætte med i det omfang, det nye job i SIF efterlader tid til det.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 04.11. kl. 19.00
Scroll til toppen