23. september 2019

Ung SIF-angriber sigter efter mere spilletid

Ung SIF-angriber sigter efter mere spilletid

Det har givet blod på tanden for SIF’s unge angriber Oliver Haurits, efter han søndag eftermiddag mod Lyngby blev skiftet ind i 3F Superligaen, og dermed fik sin debut i landets bedste række.

Med tre mål i to reserveholdskampe og en aktuel status som topscorer på SIF’s U19-mandskab, så har der været gang i målscoringen hos SIF-angriberen Oliver Haurits.

Belønningen kom søndag på førsteholdet i form af en indskiftning i slutminutterne af opgøret mod Lyngby.

– Det var stort. Det er jo, hvad man som ung spiller går og drømmer om at komme ind og smage lidt på, fortæller Oliver Haurits om sin Superliga-debut.

Allerede i sidste sæson fik den nu 18-årige angriber sin debut for SIF’s førstehold i NordicBet Ligaen. Selv håber den blonde angriber, at gårsdagens indhop kan være et startskud til flere chancer i Superligaen.

– Det er jo en Superliga-debut, og så har man ligesom prøvet det. Det giver selvfølgelig blod på tanden og mod på mere, fortæller angriberen, som ikke er i tvivl om, hvilke kompetencer han kan bidrage med i SIF-offensiven.

– Jeg har helt klart mine forcer i boksen. Der kan jeg være den, der opsnuser de chancer, der opstår inde i boksen, og være den der forhåbentlig kommer til at lave en masse mål i fremtiden for SIF. Det er i hvert fald, hvad jeg går og drømmer om og higer efter, fortæller Oliver Haurits, som i denne sæson har scoret et mål for hver 68. minut på banen fordelt på U19-ligaen, Reserveholdsturneringen, Sydbank Pokalen og 3F Superligaen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen