22. maj 2009

Ny storsejr til SIF

Peter Degn scorede to gange, da SIF rejste sig flot oven på en forfærdelig start i udekampen mod Kolding. Hjemmeholdet blev slået med hele 4-1 i en forestilling, hvor alle mål faldt i første halvleg.

Lørdag over middag tog Kolding FC imod Silkeborg IF i en uhyre vigtig kamp i Viasat Divisionen, hvor SIF med en sejr på det solbeskinnede – men bortset fra en rigtig god busfuld højlydte SIF-fans knapt så velbesøgte – stadion ville kunne skabe et hul på fire point ned til AB på tredjepladsen.

Cheftræner Troels Bech havde til opgaven valgt den samme startopstilling for tredje kamp i træk.

Det betød Kenneth Falkenberg på mål, Dennis Flinta og Steven Lustü på backpladserne og Thorbjørn Holst Rasmussen og en nu umaskeret Jim Larsen centralt i forsvaret.

På midtbanen passede Martin Svensson og Peter Degn kanterne, mens Martin Ørnskov og Steffen Ernemann lå centralt bag angriberne Rajko Lekic og anfører Henrik "Tømrer" Pedersen.

Hurtig Kolding-føring
De grønklædte SIFere kom godt fra land og pressede hurtigt spillet ned mod hjemmeholdets mål, hvor Michael Munch vogtede buret.

Men på Kolding FCs allerførste angreb efter lige knap to minutters spil kom hjemmeholdet i front.

Jim Larsen kiksede en aflevering på tværs til Steven Lustü, og hurtige Justice John var over bolden, som han drev fremad og lidt tilfældigt gennem to SIF-forsvarere. Herfra svigtede han ikke, og med et knaldhårdt venstrebensskud passerede han sin gamle holdkammerat Kenneth Falkenberg – 1-0 til Kolding FC.

Jesper Christiansen havde nær fordoblet KFCs målhøst to minutter senere, da han slap igennem, men denne gang reddede Falkenberg i to omgange, inden Thomas Rathes returforsøg blev blokeret. Av av av, for en start på kampen.

Jim Larsen var efter fem minutter og en god indkastkombination tæt på at gøre skaden god igen med en udligning, da han hamrede til bolden fra omkring straffesparkspletten – men skuddet røg et stykke over.

Svensson slagtet i to omgange
SIF-spillerne fik ikke held med ret meget i denne fase af kampen. Afleveringerne sad upræcist, tacklingerne blev ikke sat ind – og angriberne løb i offside gentagne gange.

Omvendt så Koldingenserne hurtige, pasningssikre og farlige ud, mens SIFerne halsede efter. Alligevel opstod en rigtig god mulighed efter 12 minutter, hvor Rajko Lekic ekvilibristisk fik lagt en god bold indover til bageste stolpe, hvor Henrik "Tømrer" Pedersen lurede. Han headede – men måtte se sit forsøg blokeret i sidste sekund af en KFC-forsvarer.

Kort efter blev Martin Svensson høstet på kanten, hvilket førte til et afbræk uden for banen under behandling fra fysioterapeut Michael Larsen, men efter at have sundet sig lidt, entrerede Svensson igen banen.

Justice John gik meget let i gulvet efter en duel i det tyvende minut og blev liggende. Dommer Rasmus Møller Bøjer var dog ikke til at narre, og spillet fortsatte med SIF i angreb i et par omgange. Til sidst blev det for meget for hjemmeholdets Brian Gellert, der slagtede den udsatte Martin Svensson ved sidelinjen – og fik fortjent gult kort.

Degn til 1-1!
SIF fik efterhånden lagt mere og mere tryk på, og efter 26 minutter headede Rajko Lekic flot bolden i nettet efter et perfekt Dennis Flinta-indlæg – men Lekic blev vinket offside.

Men SIF fortsatte, og kort efter linede Peter Degn op med højrebenet, der sendte en hård bold indover fra kanten. Bolden sejlede hele vejen gennem feltet, ind over Michael Munch – og stoppede først i de blafrende netmasker. 1-1 og Degn-scoring for fjerde kamp i træk!

Altså også anden kamp i træk, hvor et tilsyneladende Peter Degn-indlæg gik i kassen – selv han selv jo nok vil hævde, at begge var afslutninger på mål…

Og tre minutter senere var han centimeter fra at score igen, den gode Degn, da han afdriblede tre mand på sin fantastiske vej gennem feltet – og først i afslutningsøjeblikket blev tacklet.

Kun et minut efter dén store chance kom endnu én – på det efterfølgende hjørnespark, hvor bolden dansede omkring stregen i flere hyperfarlige omgange, inden Michael Munch sikrede sig bolden. Særdeles tæt på endnu en SIF-scoring i en periode, hvor SIF endelig viste tænder – skarpslebne tænder endda.

SIF på 2-1!
Med små ti minutter igen lykkedes det så – efterhånden ganske fortjent – for SIF at komme i front. Rajko Lekic spillede en fornem bold i dybden til Martin Svensson, der stak igennem. Han centrede på tværs, hvor Henrik "Tømrer" Pedersen ventede på at putte bolden i nettet – men dét fik han ikke lov til, for inden da kom KFC-forsvareren Nick Andersen glidende og satte SIFs 2-1 føring ind.

Og så var det eneste ærgerlige pludselig, at det ikke var Tømrer, som blev noteret for målet. Og den slags ærgrelser kunne man ærligt talt godt leve med efter den grufulde start på kampen, hvor SIF var helt væk.

Der skulle dog stadig regnes med Kolding FC, som fortsat forsøgte at komme frem over stepperne med den naturlige frigjorthed, som en – for dem – afsluttet tabel bragte.

… og Degn til 3-1!
Men det VAR gæsterne, der var skarpest nu – og det blev igen understreget efter 42 minutter, hvor SIF kom på 3-1.

Steffen Ernemann lagde en fuldstændigt blændende aflevering i dybden bag et højt stående KFC-forsvar til Peter Degn, der var trukket ind fra kanten.

Og alene med Michael Munch svigtede Degnen ikke – med en rolig og yderligt placeret indersideafslutning gjorde han det sikkert til 3-1 på sit syvende sæsonmål.

Rajko Lekic til 4-1!
Og det lugtede gevaldigt af en 4-1 scoring blot fire minutter senere, da Henrik "Tømrer" Pedersen i overtiden kæmpede sig igennem fra højresiden og sprintede mod målet. En halsende KFC-forsvarer kunne ikke nå andet end at klippe Tømrer i feltet – og så var der straffe.

Rajko Lekic var ikke sen til at sikre sig bolden, og med en sikker scoring lagde han 4-1 føringen i nettet.

Og dét blev facit efter en første halvleg, som SIF havde begyndt helt forfærdeligt mod et tændt Kolding-hold, der ejede de første tyve minutter af kampen – men hvor SIF efterhånden fik sat gevaldigt tryk på og klaskede fire mål ind på små tyve minutter.

Livlig start på anden halvleg
Fire minutter inde i anden halvleg ville Martin Ørnskov også lege med, og med en fremragende venstrebensflugter fik han testet Michael Munch i Kolding-målet.

Returen sprang ud til de tre SIFere Henrik "Tømrer" Pedersen, Steffen Ernemann og Martin Svensson, der alle er venstrebenede og næsten kunne spille sten-saks-papir om, hvem der skulle have lov. Det blev Svensson, der fik trykket af – men et stykke forbi i situationen, hvor de tre grønklædte fik forstyrret hinanden mere end gavnligt var.

To minutter senere var det så Koldings tur til at nærme sig en scoring, da Michael Præst fik headet godt på et hjørnespark. Men Kenneth Falkenberg fik dykket ned til stolperoden og afværget med en udstrakt handske på sin gamle hjemmebane.

Azoulay, Huldgaard og Brandrup i aktion
Men efter den livlige start døde kampen gevaldigt i intensitet – næsten som forudset efter en første halvleg, hvor kampen blev mere eller mindre afgjort i de sidste tyve minutter med de fire SIF-scoringer.

Således gik det efterhånden stille og roligt fra begge holds side, og det mest sindsoprivende var næsten i det 66. minut, da Peter Degn under stor applaus fra de særdeles medlevende SIF-fans blev skiftet ud med Jeppe Brandrup.

Også Martin Svensson forlod banen til fordel for Simon Azoulay Pedersen, hvilket betød en mindre rokade. Steffen Ernemann overtog på venstrekanten, mens Azoulay gled ind på den offensive midtbane.

SIF kom frem til en god chance i det 70. minut, da arbejdsomme Steffen Ernemann lagde en indadskruet bold ind i feltet, hvor Henrik "Tømrer" Pedersen fik headet – men bolden dumpede ned i nettaget på den forkerte side af overliggeren.

Også Lars Huldgaard Christensen kom på banen med et kvarter igen, da Steffen Ernemann kunne holde fyraften. Henrik "Tømrer" Pedersen overtog for Ernemann på venstrekanten, mens Huldgaard luskede helt op i front ved siden af Rajko Lekic.

Simon A. på overliggeren
Azoulay kom tæt på – rigtig tæt på – en flot scoring i det 78. minut, da han flugtede et brag af et skud på overliggeren, hvorefter Rajko Lekic tog sig af returen. Denne gang med venstrebenet, som fik hamret bolden snert forbi.

Kort efter fik Lekic et ordentligt skrub, så også han måtte til behandling på sidelinjen. Og her måtte han desværre blive liggende, så SIF måtte fuldføre kampens sidste godt fem minutter med ti mand på banen, eftersom alle tre udskiftninger var brugt.

Også Simon Azoulay Pedersen måtte humpe ud mod slutningen, hvorefter gæsterne noget atypisk kun kunne mønstre ni spillere.

Og dét blev de sidste nævneværdige episoder i en kamp, som SIF fik tre særdeles gode point og en endnu bedre målscore ud af.

Næste opgave er allerede på torsdag, hvor Skive IK gæster Silkeborg Stadion klokken 19.00.

Mål

  • 1-0 Justice John (2)
  • 1-1 Peter Degn (27)
  • 1-2 Nick Andersen
  • selvmål (36)
  • 1-3 Peter Degn (42)
  • 1-4 Rajko Lekic (45+1
  • straffe)

Advarsler

  • Brian Gellert

SIF

  • Kenneth Falkenberg
  • Dennis Flinta
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Jim Larsen
  • Steven Lustü
  • Peter Degn (66: Jeppe Brandrup)
  • Martin Ørnskov
  • Steffen Ernemann (76: Lars Huldgaard Christensen)
  • Martin Svensson (70: Simon Azoulay Pedersen)
  • Henrik “Tømrer” Pedersen
  • Rajko Lekic.

KFC

  • Michael Munch
  • Michael Præst
  • Nick Andersen (67: Søren Lynge Poulsen)
  • Lars Chr. Nielsen
  • Martin Thomsen
  • Thomas Rathe
  • Ulrik Pedersen
  • Martin Hedeager Jensen (56: Søren Petersen)
  • Brian Gellert
  • Justice John (78: Mads Fogh)
  • Jesper Christiansen.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen