10. juli 2020

Næste sæson: SIF i testkampe mod SønderjyskE og AaB

Næste sæson: SIF i testkampe mod SønderjyskE og AaB

SIF-spillerne er gået på ferie fra i dag. Når de møder ind igen om tre uger venter bl.a. to testekampe mod superligaklubber som optakt til den nye sæson.

Efter tre kampe mod SønderjyskE indenfor den sidste måned venter endnu et opgør mod Glen Riddersholms mandskab. SIF spiller testkamp i Haderslev fredag 14. august som optakt til den kommende sæson i NordicBet Ligaen. Foto: Ulla Myrhøj.

SIF-spillerne gik torsdag på ferie efter at have afsluttet sæsonen i Odense med en sejr på 3-1. Forude venter tre ugers fordøjelse af indtrykkene inden Kent Nielsen kalder truppen tilbage i træning på Søholt torsdag 30. juli kl. 8.30.

Det er samtidig startskud til fire ugers optakt, der ud over daglig træning omfatter to træningskampe. Fredag 14. august kl. 12.00 spiller SIF mod SønderjyskE i Haderslev, og det er således et særdeles godt bekendtskab, der venter. SIF og SønderjyskE har tre gange indenfor den seneste måned mødt hinanden. Det blev 2-2 i den sidste kamp i grundspillet, mens SønderjyskE vandt begge opgør i gruppespillet efter tætte kampe. Det blev 1-2 på JYSK park og 1-0 på Sydbank Park.

Lørdag 22. august spiller SIF den næste træningskamp. Der er endnu ikke sat tidspunkt på opgøret, der forventes afviklet i Aalborg. Da de to klubber mødtes på JYSK park i februar, vandt AaB 2-0 på to mål af Kasper Kusk, mens det i det modsatte opgør i Aalborg 29. juli i fjor blev 3-1 til nordjyderne.

Sæsonens første kamp i NordicBet Ligaen bliver spillet samtidig med 3F Superligaen i og omkring weekenden 12.-13. september.

Det er TV3, der har rettighederne til live-sending fra den næstbedste række. Et til to opgør i hver runde sendes direkte på TV3Sport, mens resten kan ses live på streaming-tjenesten Viaplay.

Turneringsprogrammet og spilletidspunkterne for de første runder forventes offentliggjort i starten af august, når den sidste nedrykker fra Superligaen er fundet. Hobro og Lyngby mødes i den afgørende playoff om at undgå degradering. Første opgør spilles mandag 13. juli i Hobro med returkamp mandag 20. juli i Lyngby.

Se SIF-truppens opvarmnings-program til den nye sæson her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen