3. juli 2025

Kent Nielsen forlænger med Silkeborg IF frem til sommeren 2028

Kent Nielsen og Silkeborg IF er blevet enige om at forlænge det succesfulde samarbejde, så cheftræneren nu har kontrakt med klubben frem til sommeren 2028.

Den erfarne træner har stået i spidsen for Silkeborg IF siden juni 2019 og har i den periode været en central figur i klubbens sportslige fremgang. Det langvarige samarbejde bliver nu yderligere cementeret med en ny aftale, der forlænger den nuværende kontrakt med to år.

– Jeg har det fantastisk i Silkeborg og oplever en hverdag med stor gensidig tillid og en stærk sportslig retning. Vi har sammen skabt markante resultater, og jeg er fortsat meget motiveret for at udvikle holdet og konkurrere på højeste niveau. Der ligger stadig et stort potentiale i truppen, og vi har flere spillere, som jeg glæder mig til at se tage næste skridt. At kunne fortsætte det arbejde i mindst tre år mere er jeg meget taknemmelig for, siger Kent Nielsen.

Siden sin tiltrædelse i 2019 har Kent Nielsen været med til at rykke Silkeborg IF op i 3F Superligaen, etablere klubben som en fast del af landets bedste række, sikre bronze i 2021/22-sæsonen og føre holdet til europæisk gruppespil for første gang. I foråret 2024 blev triumfen fuldendt med en sejr i pokalfinalen over AGF.

– Det er klart, at når man har været i en klub i så mange år, opbygger man stærke relationer, både til spillertruppen, staben og hele organisationen. Vi har opbygget en stærk identitet, hvor alle ved, hvilken retning vi arbejder i, og hvad vi står for, siger Kent Nielsen videre.

Hos Silkeborg IF er der stor tilfredshed med, at cheftræneren har valgt at forlænge sit ophold i Søhøjlandet.

– Kent Nielsen har igennem årene været en bærende kraft i den sportslige og kulturelle udvikling, vi har gennemgået i SIF. Hans lederskab og faglige kompetencer er centrale for det fundament, vi står på i dag, og vi ser ham som den helt rette til at føre os videre i de kommende sæsoner. Med forlængelsen sikrer vi kontinuitet på en nøglerolle i klubben, siger adm. direktør Kent Madsen.

Sportschef Jesper Stüker glæder sig også over forlængelsen.

– Kent har en særlig evne til både at udvikle den enkelte spiller og samtidig få holdet til at præstere som en samlet enhed. Det har vi set i Superligaen, i pokalturneringen og i vores europæiske kampe, hvor vi har leveret stærke præstationer. Han er tro mod sin spillestil, og selv når tingene spidser til, står han fast på retningen. Den ro og stabilitet han tilfører – både på og uden for banen – er af stor betydning for klubben. Vi er meget glade for, at han fortsætter som cheftræner i Silkeborg IF, siger Jesper Stüker.

Kent Nielsen har indtil videre stået i spidsen for Silkeborg IF i over 230 officielle kampe og er i forvejen den længst siddende, nuværende cheftræner i 3F Superligaen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen