28. maj 2021

JYSK bliver ny hovedsponsor i Silkeborg IF

Det bliver et logo i blåt og hvidt med en gås, der kommer til at pryde brystet af Silkeborg IF’s spillere. Fra næste sæson og tre år frem er JYSK hovedsponsor.

Billedtekst: I anledning af JYSK’s lancering som ny hovedsponor i SIF er Rasmus Carstensen, Nicklas Helenius og Magnus Mattsson trukket i deres fine tøj. Foto: JUUL FOTOGRAFI/Thomas Juul.

Silkeborg IF skifter hovedsponsor fra næste sæson. Den nyoprykkede superligaklub i Søhøjlandet har lavet aftale med boligkæden JYSK, hvis blå og hvide logo med gåsen kommer til at pryde brystet på den røde trøje i de næste tre sæsoner.

JYSK afløser dermed Mascot International, der har været SIF’s hovedsponsor siden august 2011.

SIF-direktør Kent Madsen glæder sig over, at JYSK er klar til at overtage hovedsponsoratet for foreløbig en 3-årig periode.

– Vi har i forvejen et rigtig fint samarbejde med JYSK og Lars Larsen Group. Jeg er meget glad for, at det samarbejde nu udvides og at en af de største succeser i dansk erhvervsliv i nyere tid dermed også er hovedsponsor i Silkeborg IF. JYSK er et superstærkt brand, som vi glæder os til at vise frem på de danske fodboldstadions og overfor de mange tv-seere, der følger vores kampe, siger Kent Madsen.

JYSK købte et 20-årigt navnesponsorat til det nye stadion i Silkeborg i forbindelse med byggeriet, der blev indviet i 2017. Sponsoratet var en afgørende faktor for at finansieringen af JYSK park blev rejst. JYSK har også hidtil været på spillernes bukser med det blåhvide logo.

Betyder meget
I de næste tre år kommer der i stedet til at stå JYSK på den fornemste plads på spillerdragten, og det er bestyrelsesformand i Lars Larsen Group, Jacob Brunsborg, glad for.

– Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Silkeborg betyder meget for vores familie. Man kan også sige, at JYSK ligesom jeg selv ”voksede op” i Silkeborg, og med hovedsponsoratet kan vi give noget tilbage til byen og dens fodboldklub. Det er jeg ikke i tvivl om, at min far også ville have været glad for, siger Jacob Brunsborg.

Han glæder sig over, at Silkeborg IF er rykket op i 3F Superligaen men understreger samtidig, at det ikke har været afgørende for sponsoratet.

– Som hovedsponsor er vi selvfølgelig glade for, at Silkeborg IF nu spiller i Superligaen, og jeg håber og forventer, at det vil være tilfældet i mange år fremover. Men alt kan som bekendt ske i fodbold, og det har vi også tænkt ind i kontrakten. Derfor kan jeg allerede nu slå fast, at Silkeborg IF får samme beløb fra JYSK uanset om klubben spiller i Superligaen eller i 1. division, siger Jacob Brunsborg.

Mascot fortsætter i SIF
Selv om Mascot stopper som hovedsponsor, vil arbejdsbeklædnings-giganten stadig være blandt de største sponsorer i SIF gennem tribunesponsoratet til Mascot Tribunen. Administrerende direktør Michael Grosbøl ser skiftet på SIF-trøjen som led i en naturlig proces.

– Det kommer helt naturligt. Alting har sin tid, og JYSK og Jacob Brunsborg ønsker at skrue op for støtten til SIF. Derfor giver det god mening for alle at gøre plads til et større sponsorat. Det er til gavn for klubben, og fra Mascot’s side bidrager vi fortsat med god støtte til klubben gennem tribunesponsoratet, siger Michael Grosbøl, der ser tilbage på 10 år som hovedsponsor med glæde.

– Vi har været glade for samarbejdet, og i de 10 år som hovedsponsor har vi støttet SIF med et tocifret millionbeløb. Det har været en investering både med forretningshjertet og det bankende SIF-hjerte, og jeg vil ønske SIF al held og lykke i fremtiden. Det er naturligvis stadig mit hold, som jeg vil holde med i alle kampe. Og så håber jeg, at skiftet til en ny hovedsponsor også vil betyde, at man vil investere i tiltag, der kan skabe store sportslige resultater – og helst i Superligaen. Byens hold bør høre hjemme der, siger han og udtrykker samtidig stor respekt for den nye hovedsponsor.

– JYSK-navnet kommer til at fylde meget i Silkeborg, og det er helt fair, for en af Danmarks største iværksættere så Silkeborg som sin by. Lars Larsen havde min dybeste respekt, siger Michael Grosbøl.

SIF-direktør Kent Madsen takker Mascot for det mangeårige samarbejde og glæder sig til at fortsætte relationen.

– Jeg vil gerne takke familien Grosbøl og Mascot for næsten 10 års godt samarbejde omkring hovedsponsoratet. Vi ser i SIF frem til et fortsat konstruktivt samarbejde i årene fremover, blandt andet omkring Mascot Tribunen på JYSK park. Mascot har været inde i en flot udvikling i de seneste mange år, og det er vores håb, at fremgangen fortsætter for en af områdets erhvervsmæssige sværvægtere, siger Kent Madsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 10.11. kl. 14.00
Scroll til toppen