24. juli 2023

Felix-comeback i storsejr

SIF’s reserver slog mandag VB’s reserver på en stærk anden halvleg i en kamp, hvor Joel Felix endelig fik comeback.

Træningskamp, mandag den 24. juli 2023, VB Parken, Vejle

Vejle B, reserver – Silkeborg IF, reserver 0-5 (0-0)

Mål: 0-1 Alexander Lind (49), 0-2 Callum McCowatt (60), 0-3 Sebastian Laustsen (79), 0-4 Alexander Lind (87), 0-5 Andreas Pyndt (89)

I startopstillingen blev det til et glædeligt gensyn med Joel Felix, der har siddet ude alt for længe med en drilsk skade. Han gik ind på sin vante plads i midterforsvaret ved siden af Robin Østrøm. Og helt efter planen fik Felix 20 minutters kamp i benene, inden han blev skiftet ud med Alexander Priesborg Madsen.

1. halvleg uden de store momenter

I målet kom Jacob Pryts på et par opgaver, der nok var de mest ophidsende situationer i de første 45 minutter. Allerede i det første minut opførte bolden sig lidt drilsk, men den nytilkomne målmand fik selv klaret ærterne.

Omkring midten af halvlegen tabte SIF’erne bolden på midten af banen, og vejlenserne testede Pryts i den til tiden kraftige medvind – men heldigvis uden held.

Halvlegens største chance tilfaldt hjemmeholdet helt tæt på mål, men Pryts reddede glimrende med en fodparade. I den modsatte ende forsøgte både Lind, Boesen og Bøttker, men mål blev det ikke til i denne første halvleg, hvor hjemmeholdet først i de sidste 8-10 minutter overtog lidt af spillet.

2. halvleg, hvor målene kom som perler på en snor

Alexander Lind kom godt ud fra pausen, og efter allerede fire minutter startede han dét, der skulle blive til en decideret mål-magtpræstation. I første omgang fik Vejle-målmanden reddet Linds skud, men den hurtige forward var hurtigt over riposten, og med et enkelt træk bragte han sig i næsten fri position og hamrede bolden op i målhjørnet.  Så var vi i gang!

McCowatt fulgte op med scoringen til 0-2 efter et flot dybdeløb, hvor Anders Dahl lagde bolden ind i feltet til newzealænderen.

Indskiftede Sebastian Biller forsøgte sig kort efter med et godt skud, som keeperen fik viftet til hjørne. Efter hjørnesparket ramte Biller ydersiden af stolpen og understregede dermed, at det var udeholdet, der sad på spillet.

Straffespark til SIF

Samme Biller var efter små 70 minutter på spil igen i Vejles felt og fik tilkæmpet sig et straffespark, som han selv tog. Desværre for Biller reddede målmanden flot.

Der skulle dog ikke gå mere end tre minutter, før bolden alligevel lå i Vejle-nettet. Lind fyrede et hårdt skud af, som målmanden kun kunne halvklare. Riposten gik ud til netop indskiftede Sebastian Laustsen, der kastede sig frem og i fornem vandret stil headede bolden ind til 0-3.

Alexander Lind skulle blive dobbelt målscorer, da han på et lidt specielt hovedstød gjorde det til 0-4, og SIFs nye mand på midtbanen, Andreas Pyndt, ville også lege med. Han satte et flot punktum på kampen, da SIF fik tildelt et frispark lige uden for feltet i højre side. Pyndt tog sammen med Anders Dahl opstilling ved bolden, mens Vejle satte sin mur. Det blev Pyndt, der gik til bolden, og muren var han ligeglad med, idet han på smukkeste vis listede bolden uden om muren og op i modsatte målhjørne, uden chance for målmanden.

En effektfuld afslutning på kampen for tilskuerne i VB Parken med SIF-tilknytning.

Sådan stillede SIF op: Jacob Pryts, Anders Dahl, Robin Østrøm, Joel Felix (21: Alexander Priesborg Madsen, (78: Sebastian Laustsen)), Marko Rasmussen (46: Simon Stüker), Oskar Boesen, Andreas Pyndt, Callum McCowatt (70: Julius Nielsen), Magnus Bøttker (65: Sebastian Biller), Frederik Carstensen, Alexander Lind

Tekst og foto: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen