16. oktober 2020

Effektivitet betaler sig. SIF vandt 5-1 i Hvidovre

SIF skulle en del igennem, inden en sikker sejr på 5-1 fredag aften i Hvidovre var en realitet.

SIF vandt en på papiret knusende sikker 5-1 sejr i Hvidovre fredag aften. Kent Nielsens mandskab skulle dog en del igennem, inden sejren var en realitet. To underkendte mål til Hvidovre for offside ved 0-0 og et brændt straffespark af hjemmeholdet i starten af 2.  halvleg, da SIF førte 2-0, kunne have gjort livet svært for SIF’erne. I stedet gav SIF’s effektivitet bonus i form af en sikker sejr på en kold aften.

Hvidovre lagde som ventet aggressivt ud og fik faktisk også bolden i nettet på en omstilling i det 7. minut. En fremlægning til Tobias Thomsen løftede Frederik Alves over Hedvall i SIF-målet og i nettet, men Hvidovre-angriberen blev dømt offside i situationen til stor frustration for tilskuerne på stadions hovedtribune.

Tobias Thomsen var i det hele taget en urolig faktor for SIF-forsvaret. Et skudforsøg et par minutter efter det annullerede selvmål måtte Oscar Hedvall ud i fuld længde for at klare.

Efter det første indledende pres fra hjemmeholdets side kom SIF’erne længere frem. Sebastian Jørgensen havde et skudforsøg i det 10. minut, der blev pareret af Hvidovre-forsvaret, og SIF’erne kom generelt bedre med.

Offsidemål af Hvidovre
Alligevel var det Hvidovre, der fik bolden i nettet, men igen blev der dømt offside. Magnus Fredslund sendte en flad frisparks-bold ind mod nærmeste stolpe, og den smuttede i nettet, men en Hvidovre-spiller i offside position havde generet Oscar Hedvalls udsyn, så offsiden var strafbar og målet blev underkendt.

I stedet kom SIF foran på det efterfølgende angreb. Mads Kaalund trak ind i Hvidovre-feltet fra SIF’s venstreside, og netop som han gled ind over straffesparksfeltets kridtstreg, blev han hægtet af Magnus Fredslund. Straffespark, som Magnus Mattsson omsatte usvigeligt sikkert i 1-0 føring til SIF.

Målet ændrede kampens karakter. Det SIF-hold, der i indledningen havde været presset af et aggressivt spillende hjemmehold, overtog initiativet og kom frem til flere chancer. Emil Holten havde flere kvalificerede forsøg – et skud lige forbi, et hovedstød lige over (der dog blev dømt offside) og endnu et fladt skud snert forbi.

Flot, flot omstillingsmål
I stedet for selv at score lagde Emil Holten så op til SIF’s 2-0 mål. Magnus Mattsson erobrede bolden midt på banen, Emil Holten kæmpede sig til herredømmet over den og driblede mod mål. Sebastian Jørgensen kom spurtende fra højre bagom Hvidovres forsvar, og Holten lagde bolden ind mellem de to centrale forsvarere til Jørgensen, der usvigeligt sikkert sendte den i nettet til 2-0. Et flot, flot omstillingsmål og ganske fortjent på baggrund af kampens udvikling.

SIF fortsatte dominansen efter pausen. Rasmus Carstensen havde et godt skud mod fjerneste hjørne allerede efter halvandet minut. Marco Brylov i Hvidovre-målet kom dog ned og fik hånden på.

Fyrværkeri udenfor stadion
Måske for at sætte fut i hjemmeholdet blev der kort efter fyret fyrværkeri af bag hegnet i det ene hjørne, så kampens dommer, Peter Munch Larsen, lod spillet hvile i et minuts tid indtil de største knald var drevet over.

Det så ud til at virke. Hvidovre kom frem til flere chancer efter aggressive erobringer midt på banen, og så blev der smidt et nødblus ind på banen fra fyrværkeri-fyrenes position udenfor hegnet. Igen måtte Peter Munch Larsen stoppe spillet et øjeblik, så nødblusset kunne blive fjernet.

Hedvall snupper straffespark
Således animeret fortsatte hjemmeholdet med at presse på, og Tobias Thomsen fik fodboldspillets største chance for at reducere, da Peter Munch Larsen dømte straffespark efter en time. Anders Hagelskjær rev Daniel Stenderup omkuld, og på trods af Hagelskjærs protester fastholdt dommeren sin beslutning. Oscar Hedvall reddede imidlertid kastanjerne ud af ilden for SIF, da han dykkede ned i Tobias Thomsens spark og reddede bolden.

Røjkjær på tværribben
SIF var ind imellem stadig farlige. Et godt gennembrud efter 70 minutter fra Rasmus Carstensen, der sendte en flad bold ind i feltet, endte med at indskiftede Nicklas Røjkjær sparkede på overliggeren.

Endnu et godt gennembrud i højre side af Rasmus Carstensen førte til 3-0 målet. Carstensen driblede ind i feltet, og på baglinjen sendte han bolden fladt og hårdt ind foran mål, hvor Emil Holten pressede Matti Olsen så hårdt, at Hvidovre-forsvareren sendte bolden i nettet.

Målet knækkede den sidste vilje hos hjemmeholdet, og SIF lagde låg på kort efter, da Magnus Mattsson med en flot soloaktion gjorde det til 4-0. Han vendte på kanten af feltet, tog bolden  med mod mål og lagde den stille og roligt under Marco Brylov i Hvidovre-målet.

Med fem minutter igen reducerede Magnus Westergaard for Hvidovre på hovedstød, men det kunne ikke nå at skabe tvivl om SIF-sejren, der endte med at blive på 5-1 efter selvmål i overtiden.

Næste kamp for SIF er torsdag i næste uge, hvor Viborg kommer på besøg på JYSK park med kampstart kl. 18.00.

Kampen i tal:
1. division, 7. runde, fredag 16. oktober kl. 18.30 på Pro Ventilation Arena i Hvidovre:
Hvidovre IF – Silkeborg IF 1-5 (0-2)
Mål: 0-1 Magnus Mattsson (22., str.), 0-2 Sebastian Jørgensen (41.), 0-3 Selvmål (75.), 0-4 Magnus Mattsson (78.), 1-4 Magnus Westergaard (86.), 1-5 Selvmål (90.+2).
Advarsler: Sebastian Avanzini, Hvidovre, Mads Kaalund, Anders Klynge, Anders Hagelskjær, Frederik Alves, SIF.
Tilskuere: 500
Hvidovre IF (4-3-3): Marco Brylov – Magnus Fredslund (30.: Andreas Moos), Matti Olsen, Daniel Stenderup, Anders Randrup – Magnus Hee Westergaard, Sebastian Avanzi (86.: Christoffer Østberg Hansen), Mikkel Nøhr (79.: Lasse Brandt Hansen) – Marcus Lindberg (68.: Kim Aabech), Tobias Thomsen, Oscar Buch.
Cheftræner: Per Frandsen
Silkeborg IF (4-3-3): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Frederik Alves Ibsen, Anders Hagelskjær, Svenn Crone – Anders Klynge, Mark Brink, Mads Kaalund (85.: Pelle Mattsson) – Sebastian Jørgensen (60.: Nicklas Røjkjær), Emil Holten (79.: Alexander Lind), Magnus Mattsson (79.: Valance Nambishi).
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen