Siden Ashli Williamson sammen med sin partner Bjørn Bitsch flyttede til Silkeborg-området, har de aldrig overvejet at flytte.
Ashli Williamson og Bjørn Bitsch sluttede en 17 år lang karriere i november 2019 med deres 10. verdensmesterskab. Dermed blev parret det mest vindende nogensinde indenfor professionel dans. Ashli Williamson og Bjørn Bitsch har i de seneste seks år været bosat ved Karup efter en årrække i Silkeborg, og i dag driver de danse-instituttet Just Dance med lokationer i Hammel, Hadsten og Århus. De er også internationale dansedommere.
Hvad betyder SIF og Silkeborg for dig?
S.I.F. og Silkeborg er lig med hjem for mig. Vi har boet i Silkeborg de sidste 16 år og har været så glade for det, at vi slet ikke har overvejet at flytte. Alle de tiltag, som Silkeborg Idrætsforening har til de unge/voksne sportsudøvere er helt fantastisk.
Vi har altid følt at hele byen samt Borgmesteren har fulgt os og vores resultater. Det har givet en vidunderlig anerkendelse og følelsen af, at vi havde en base herhjemme, når vi har været ude for at repræsentere Danmark til EM & VM.
Hvilke oplevelser i relation til SIF er dine bedste?
Der er mange, men den bedste er nok… For et par år siden var vi med til at fejre atleternes præstationer ved at give et show i Silkeborg Teater. Det var en rigtig fed oplevelse.
Hvilke oplevelser i relation til byen Silkeborg er dine største?
Der har vi mange. Vi har været med til Jazz festival flere gange, sejlede på søerne utallige gange, spist på byens restauranter og generelt bare nydt naturen. Silkeborg er en fantastisk by!
Hvilken SIF-spiller er din favorit, hvis du kan vælge frit siden oprykningen til 1. division i 1987?
Dennis Flinta.