19. september 2022

Vi manglede skarpheden

Lukas Klitten fik søndag sin første hele kamp for SIF, der tabte med 3-2 i Randers. Klitten var glad for at spille 90 minutter for første gang i sæsonen, men nederlaget vejede tungere.

– Vi manglede kynisme i vores spil i dag. Det var en kamp, der var meget lige i begge ender af banen. Vi spillede godt i første halvleg, hvor vi burde have scoret mere end et enkelt mål. Til sidst er det bare irriterende, at de fik scoret to hurtige mål, som tog livet af kampen. Vi havde optræk til flere gode muligheder i 1. halvleg, hvor vi nemt kunne have bragt os foran i kampen, hvorimod 2. halvleg blev sværere for os – der kom kampen over på Randers’ præmisser. Vi blev måske også lidt trætte i 2. halvleg, og det betød, at vi ikke flyttede os godt nok for hinanden, og vi havde problemer med at spille os ud af deres pres. Dog er det ikke udelukkende på grund af træthed, at vi tabte kampen – vi manglede skarpheden til at færdiggøre det, konstaterede Klitten, inden han i nederlagets stund havde overskud nok til at rose dagens modstander fra Randers.

– Randers er et godt hold, der gør mange ting rigtigt, og som er skarpe, når de skal være det. Det er et meget veltrænet hold, der ved, hvad de skal gøre i de forskellige situationer. Det er derfor, at de ligger nummer et i superligaen. I starten var vi egentligt overraskede over, at Randers pressede os så højt i 1. halvleg, som de gjorde, for de har tidligere spillet mere defensivt, når vi har mødt dem. Jeg synes så, at vi formåede at udnytte deres højere pres fint i 1. halvleg, men havde vi været skarpere foran mål, kunne vi også have bragt os foran inden pausen, sagde venstrebacken, inden han kommenterede på sin første kamp fra start for Silkeborg IF.

– Jeg er naturligvis glad for min første start for Silkeborg, men lige i momentet er det resultatet, der fylder mest, og det er jeg irriteret over, for vi spillede til mere end et 3-2 nederlag. Men når jeg engang kommer hjem og tænker over kampen, er jeg nok godt tilfreds med at have fået min første start og spillet 90 minutter, afsluttede Lukas Klitten.

Interview: Anders Mathiasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen