19. september 2022

Første kamp i Future Cup gav sejr til SIF

Den første kamp for SIF i den nye Future Cup, der afløser Reserveligaen, var mod FC Nordsjælland på JYSK park mandag eftermiddag. Det blev til en sejr på 2-1 over holdet fra Farum.

 

I premieren for Future Cup var modstanderen FC Nordsjælland, og kampen blev afviklet i flot sensommersol på JYSK park. I henhold til reglerne for den nye turnering (se fakta nederst i referatet) om spillere over 21 år deltog denne gang Oscar Hedvall, Andreas Oggesen, Mads Kaalund og Robert Gojani.

To mål i 1. halvleg
Der blev ikke vist det helt store i kampens start fra nogen af de to hold. Således faldt det første forsøg på mål efter godt 20 minutter. Det var nordsjællanderne, der stod for skuddet fra tæt hold, men Oscar Hedvall klarede det farlige forsøg i flot stil.
Kort efter var det så hjemmeholdets tur med det første reelle forsøg inden for rammen. Det blev til efter hjørnespark og der var tæt befolket i feltet foran Andreas Gülstorffs mål, men Busch fik plads til at hoppe højest og nåede bolden, der havnede foran Anders Dahl, der kunne dirigere den i nettet. 1-0.
Kort før pausen kunne Busch så igen udnytte sin høje og hovedstødskraft foran gæsternes mål og gøre det til 2-0.

Reducering fra FCN, men fortjent sejr til SIF
Gæsterne formåede ikke for alvor at true SIF-føringen, selv om de formåede af overliste Hedvall i målet ved reduceringen til 2-1 omkring et kvarter før tid, så hjemmesejren var fortjent og kom i hus på bl.a. nogle gode indgreb fra netop Hedvall.

Næste opgave for SIF i Future Cup er i Viborg mandag, den 31. oktober 2022 mod Viborg FF.

Future Cup, 19. september 2022 på JYSK park
Silkeborg IF – FC Nordsjælland 1-2 (0-1)
Mål:
1-0 (29) Anders Dahl, 2-0 (44) Alexander Busch, 2-1 (79)

SIF, startende 11: Oscar Hedvall, Alexander Priesborg Madsen,  Alexander Busch, Emil Thyregod, Markus Baggesen, Andreas Oggesen, Mads Kaalund, Robert Gojani, Simon Ryberg, Anders Dahl, Magnus Bøttker.

Referat: Ulla Myrhøj

Fakta om Future Cup

Siden 2007 har de bedste danske fodboldklubber deltaget i Reserveliga. Men fra i år er konceptet lavet helt om. Fra sæsonen 2022/23 afvikles der i stedet en Future Cup, hvor fokus er på at matche klubbernes allerbedste U21 spillere.

Klubberne skal primært stille med spillere U21 og yngre. Dog er der mulighed for at supplere med op til fem ældre spillere i truppen, hvad enten det måtte være spillere, der ikke var i den seneste startopstilling i ligaen, på vej tilbage efter en skadespause eller lignende. I modsætning til tidligere i Reserveliga vil det ikke være muligt for klubberne at benytte lånespillere i kampene. I alt 15 hold deltager i Future Cup 2022/23. Udover de 12 3F Superliga mandskaber deltager SønderjyskE, Vejle Boldklub og Esbjerg fB.

Der spilles efter en såkaldt ”Swiss Model”, hvor alle 15 deltagerhold indgår i den samme stillingstabel, uanset man ikke møder alle de andre hold i rækken (men kun 6 af de øvrige 15 hold). Dermed bliver Future Cup spillet efter det samme turneringsformat, som UEFA lancerer i Champions League fra sæsonen 2024/25. Future Cup kører over hele sæsonen, og alle 15 deltagerhold spiller seks kampe i løbet af sæsonen. Hvis det er muligt, er det hensigten at afvikle en afsluttende finale i maj 2023 mellem de to bedst placerede hold i tabellen. Future Cup vil fast have deltagelse af de 12 3F Superliga klubber, og derudover er der mulighed for deltagelse af op til fire klubber mere.

Kampprogrammet er baseret på fem seedningslag af tre klubber ud fra parameteret: 50/50 % vægtning af den enkelte klubs tabelplacering sidste sæson samt klubbens antal stjerner i DBU´s U-licenssystem.

Herefter er princippet i kampsammensætningen, at hver klub møder de to øvrige klubber i sit eget seedningslag (en hjemme og en ude) og derudover en klub fra hver af de fire øvrige seedningslag.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen