21. juni 2019

U19 snuppede pokaltitlen i Viborg

U19 snuppede pokaltitlen i Viborg

SIF’s U19-drenge sejrede torsdag aften med 4-2 over Viborg FF i finalen om DBU Jyllands pokalturnering.

En flok glade pokalvindere fra SIF, der netop har vundet 4-2 over Viborg i finalen. Foto: Ulla Myrhøj.

SIF’s U19-mestre kan kalde sig pokalvindere 2019. Torsdag aften vandt SIF-talenterne 4-2 over Viborg FF på udebane på VFF’s anlæg på Kirkebækvej efter at have været bagud to gange.

Finalen, der markerer afslutningen på sæsonen, skulle have været afgjort for en uge siden, men tordenvejr og lyn afbrød kampen på Bjerget i Kjellerup efter 65 minutter, hvorefter DBU Jylland, der er turneringsarrangør, dekreterede ny kamp. Det var den kamp, der blev afviklet torsdag aften.

– Det blev et flot punktum for en rigtig god U19-sæson på mange parametre. Der er kommet mange U19-spillere i førsteholdstruppen og de har alle fået debut på førsteholdet. Vi har spillet med gennemsnitligt ni førsteårs-spillere i U19 Ligaen, er flot blevet nummer 9 og har undervejs spillet nogle virkelig flotte kampe. Og sidst men ikke mindst vinder vi pokaltitlen med 10 førsteårs-spillere i kampen i går, siger U19-træner Thomas Loft Jensen.

Det blev en kamp, der meget lignede den første afbrudte kamp i Kjellerup i sidste uge. Det var SIF, der var meget på bolden og Viborg, der havde farlige omstillinger. SIF kom bagud både 0-1 og 1-2, hvilket var stillingen ved pausen, og på den måde var kampens første fase også et billede af den første – afbrudte – kamp, hvor Viborg førte med samme cifre, da dommeren stoppede affæren efter 65 minutter.

SIF var i den nye kamp stærkest i 2. halvleg.

– Vi skiftede Stefan Stojilkovic ind efter pausen, og han blev kampafgørende. Han udlignede til 2-2 efter en soloaktion, lavede assist til Oliver Schmidts 3-2 mål inden Joakim Grosen lukkede og slukkede til 4-2 på en afslutning fra distancen 10 minutter før tid, siger Thomas Loft.

U19-drengene går nu på en velfortjent ferie og indleder forberedelserne til den kommende sæson 16. juli. Finalen var Thomas Loft Jensens sidste kamp i spidsen for holdet. Fra næste sæson overtager Jesper Mikkelsen holdet.

– Jeg er megastolt over drengene og den udvikling, de har været igennem i denne sæson, lyder de afsluttede ord fra Thomas Loft.

Kampen i tal:
Finale i DBU Jyllands Pokalturnering, torsdag 20. juni kl. 17.30 på VFF’s anlæg i Viborg:
Viborg FF – Silkeborg IF 2-4 (2-1)
Mål for SIF: Oliver Schmidt (2), Stefan Stojilkovic og Joakim Grosen.

SIF-holdet, der erobrede pokaltitlen:
1. Patrick Strandgaard Laursen
2. Mikkel Juhl Aagaard Andersen
4. Anders Sønderby
5. William Rex Sørensen
10. Kristian Hvid Kvist
11. Joakim Grosen
14. Nikolaj Dahl Sauer
17. Ali Farej
18. Oliver Schmidt
19. Peter Nemec
21. Sebastian Blindkilde

15. Stefan Stojilkovic
20. Valdemar Fogt
25. Asger Vandsø

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

1. DIVISION

TORSDAG 22.10 KL 18:00
Scroll til toppen

Menu