3. maj 2021

U15: Storsejr over AC Horsens

Det blev hele 10-1, da SIF’s U15-hold søndag formiddag tog imod AC Horsens. Målene fordelte sig på otte forskellige spillere. 

SIF slog søndag AC Horsens på JYSK park med ret markante cifre – 10-1 – i en kamp, hvor SIF’erne skabte enormt mange chancer og kunne have scoret en hel del flere mål.

– Jeg sporede lidt træthed hos drengene efter et tæt og hårdt program, og tempoet i kampen var ikke synderligt højt.   Drengene var dog dygtige til at finde de rigtige veje igennem Horsens-holdet og variere i opspillet. Der var rigtigt stærke præstationer på flere af de offensive positioner, og det var ofte via gode individuelle aktioner, at vi skabte chancer, siger U15-træner Peter Ager Kristensen.

SIF-drengene var også skarpe på standard-situationerne, hvor det blev til tre mål efter hjørnespark og frisparksindlæg og et enkelt på direkte frispark.

– Det var fedt at fortsætte en god periode og lave en masse mål – og imponerende med otte forskellige målscorere, siger Peter Ager Kristensen.

Allerede tirsdag aften skal SIF’s U15-hold i kamp igen. Her gælder det pokalkvartfinalen mod IF Lyseng på udebane.

Næste liga-kamp er lørdag, hvor Brøndby kommer på besøg på Søholt med kampstart kl. 13.00.

Kampen i tal:
U15 Liga, 20. runde, søndag 2. maj kl. 11.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – AC Horsens: 10-1 (4-1)
Mål: 0-1 Jacob Madsen (11.), 1-1 Villum Dalsgaard, (15.), 2-1 Villum Dalsgaard (20.), 3-1 Julius Askou (27.), 4-1 Lasse Abildgaard (35.), 5-1 Villum Dalsgaard (47.), 6-1 Magnus Micha Jacobsen (50.), 7-1 Simon Fynbo Stüker (62.), 8-1 Marcus Ryberg (70.), 9-1 Sebastian Biller Mikkelsen (73.), 10-1 Sebastian Laustsen (77.)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen