9. maj 2021

U14: Slap indsats og fortjent nederlag

SIF’s U14-hold tabte lørdag i Hobro i det, træner Oliver Quottrup bagefter betegnede som holdets “slappeste indsats siden i sommer.” 

– Den slappeste indsats siden i sommer og en særdeles fortjent sejr til hjemmeholdet.

Så klart udtrykte U14-træner Oliver Quottrup sig efter SIF’s nederlag på 2-3 i Hobro lørdag middag.

Gennemgående for hele 1. halvleg var, at SIF var på bagkant med og uden bold, og det derfor meget sjældent lykkedes drengene at havne i gunstige situationer i forbindelse med pres samt med bolden.

– Drengene så usikre, uernergiske og ugidelige ud, og så måtte vi til at forsvare. Vi fik dog alligevel lavet to mål; ét efter flot kombinationsspil og et cutback-indlæg, og et andet på straffespark efter en spilvending og en udfordring én mod én, siger Oliver Quottrup.

SIF indledte stærkt i de første par minutter af 2. halvleg og fik hurtigt trykket Hobro ned og afsluttet på mål flere gange. En stor individuel fejl førte til 2-2, og passivt forsvarsspil til 3-2. Der kom ingen trodsreaktion eller bedre indsats trods mange minutter tilbage på uret, men i de sidste 8-10 minutter skabte SIF’erne dog flere store chancer til at udligne.

– Potentialet til at dominere sådan en kamp var og er klart til stede, men vi kom aldrig i nærheden. Indsatsen var pinlig, og det er jeg glad for, vi ikke blev belønnet for. Vi holder kampfri i de næste 10 dage, inden AaB venter i pokalsemifinalen, siger U14-træneren.

Kampen i tal:
U14 Liga 1, 9. runde, lørdag 8. maj kl. 12.00 på DS Arena:
Hobro IK- Silkeborg IF 3-2 (1-2)
Mål for SIF: Magnus Morgenstern og Lucas Vohnsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen