7. juni 2022

U14: SIF smed sejren i Viborg efter pausen

Ludvig Andersen scorede det ene af SIFs to mål, da U14-holdet tabte med 5-2 i Viborg trods en pauseføring på 1-2.

U14: FK Viborg – Silkeborg IF 5-2 (1-2)
Mål SIF: Mads Jørgensen og Ludvig Andersen

– Som slutcifre og pausestillingen antyder, var der stor forskel på, hvad vi bragte ind på banen i de to halvlege. Uden at spille blændende, var der trods alt fornuftig struktur og tegning over vores spil før pausen. Især når vi spillede simpelt, med få touch og god bevægelse for bolden. Det var netop opskriften på vores to mål, hvor først Mads Jørgensen blev stukket fint i dybden af Frederik Bunten. Og siden Ludvig Andersen, der fuldendte et fint angreb over flere stationer med at trække ind fra højrekanten og score et flot mål fra distancen. På den måde skaffede vi os en føring, efter at vi tidligt i kampen var kommet bagud 1-0, siger U14-træner Peder Henriksen og fortsætter.

– Desværre kunne vi slet ikke ramme bare i nærheden af vores niveau fra 1. halvleg efter pausen. Særligt havde vi store problemer med at bringe bolden frem ad banen, og når vi endelig var kommet op på Viborgs halvdel, forsømte vi at drive modstanderne rundt, før vi forsøgte at gå mod mål. I stedet faldt korthuset sammen med fire Viborg-scoringer inden for et kvarter i midten af 2. halvleg. To indkasserede mål på sløset opdækning på standarder, et afrettet langskud og en prompte straf for at lade os suge direkte ind i Viborgs høje pres med et boldtab og omstillingsmål som konsekvens. Alt i alt en dårlig oplevelse oven på en uge, hvor vi netop har haft fokus på, hvordan vi konkurrerer bedst, når modgangen rammer. Kampen i dag blev derfor blot en understregning af, at vi har noget at arbejde videre med på dén konto, slutter Peder Henriksen.

 

.

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen