1. december 2022

U-kontrakt med Mikkel Øxenberg

Silkeborg IF har skrevet ungdomskontrakt med 15-årige Mikkel Øxenberg, der er en talentfuld balancespiller på den centrale midtbane.

Mikkel Øxenberg kom til SIF sidste sommer fra Ringkøbing IF sammen med William Kirk og går på Silkeborg Efterskole. Til daglig spiller han på SIFs U17-mandskab, og hans udvikling har været så positiv, at han nu er blevet belønnet med en U-kontrakt.

– Mikkel Øxenberg kom til SIF i U15-årene fra Ringkøbing, hvor vi også tidligere hentede Anders Dahl. Mikkel spiller pt. på 6’er positionen – eller den ”balancerende midtbane”, som man også kan kalde det. Og balanceret er lige præcis hvad han er – både på og uden for banen. Mikkel placerer sig godt på banen og kommer derfor i vejen for mange omstillinger og bryder mange bolde, og han er defensivt stærk. Når vi nu i SIF gerne vil spille med et offensivt udtryk, så er det vigtigt at have styr på butikken bagtil, og her er Mikkel rigtig god og spiller med et sejt udtryk. Derudover kan man ikke spille på et SIF-hold på den centrale midtbane uden at have et fornuftigt pasnings- og positionsspil, og det besidder Mikkel bestemt også, så jeg er rigtig godt tilfreds med, at Mikkel er hos os i minimum 3 år mere, siger talentchef Peter ”PC” Hansen.

Mikkel Øxenberg går i 9. klasse på Silkeborg Efterskole og skal efter sommerferien starte på College360. Det glæder han sig til – og over sin nye U-kontrakt.

– Jeg føler mig rigtig godt tilpas i klubben. Der er gode holdkammerater på kryds og tværs, og vi har kompetente trænere. Vi spiller en fed spillestil, fordi vi ofte har bolden meget, og jeg ser frem til alle træningspas og kampe. Jeg føler, at jeg passer godt ind i spilfilosofien, hvor jeg er god til at binde holdet sammen med pasninger og positionering på banen, og så kan jeg godt lide min funktion som ”anker” på midten. Personligt er jeg nok en mere stille type, så jeg kan bedst lide at vise god indstilling ved min indsats på banen end ved at råbe og skrige. Min store drøm er at blive rigtigt professionel i SIF, så en U-kontrakt er et skridt på vejen. Og så glæder jeg mig også til det nye liv efter efterskolen, hvor jeg skal bo på værelse sammen med mine kammerater på Søholt, siger Mikkel Øxenberg.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 20.10. kl. 16.00
Scroll til toppen