10. december 2019

Tre nye ambassadører for SIF

Tre nye ambassadører for SIF

SIF har udvidet sit ambassadørkorps med tre personligheder. Det er Thomas Mygind, Gitte Willumsen og Carsten Holst.

SIF har indlemmet tre nye ambassadører i korpset. Fra venstre Carsten Holst, Thomas Mygind og Gitte Willumsen. 

SIF har udvidet sit ambassadør-korps med tre nye personligheder, der alle deler en fascination for både Silkeborg og byens fodboldhold i Superligaen. Det er journalist Carsten Holst, tidligere tv-vært og nuværende foredragsholder Thomas Mygind samt politikeren Gitte Willumsen, der er medlem af byrådet i Silkeborg og fra nytår træder ind i Venstres folketingsgruppe på Christiansborg.

Dermed er SIF’s ambassadørkorps oppe på i alt 108 medlemmer.

SIF etablerede ambassadør-korpset sammen med Silkeborg Kommune for snart fem år siden. SIF’s Orla Madsen og byens borgmester, Steen Vindum, inviterede en lang række personligheder til at være med. De har alle det til fælles, at de er fra Silkeborg og stadig har en veneration for både byen og dens fodboldhold. Idéen med ambassadør-korpset er at have en folk mennesker “med et navn” der beretter gode historier om byen og fodboldholdet, hvor de kommer frem i deres hverdag.

Tilbage i april 2015, hvor korpset blev etableret, takkede 89 personligheder ja tak til at være med, og siden er det støt og roligt vokset, så man med de sidste tre medlemmer nu er oppe på 108.

Mygind verdensberømt i Danmark
Thomas Mygind er bedst kendt som tv-vært i reality-genren, men faktisk indledte han sin mediekarriere på Radio Silkeborg, hvor det blev til mere end 1.500 timers live-radio, inden han skiftede til tv-branchen. Her blev han verdensberømt i Danmark som vært på Robinson Ekspeditionen fra 1998-2003. Det var i realit-tv’s barndom, og programmet om to holds overlevelse på en øde ø ryddede både forsider og gader i sine første år. Siden har Thomas Mygind, der er bosat i Silkeborg-området, også været vært for programmer i samme genre som f.eks. Fangerne på Fortet. I 2004 skiftede han fra TV3 til TvDanmark, hvor han også kom til at stå i spidsen for en række programmer og blev kanalchef på Kanal 5.

I dag er han selvstændig i eget firma, hvor han kan bookes som foredragsholder, event-afvikler, personlig udvikling med mere.

På vej i Folketinget
Gitte Willumsen er byrådspolitiker for Venstre i Silkeborg Byråd, hvor hun er formand for sundheds- og ældreudvalget. Hun har siddet i byrådet siden 2010, hvor hun blev valgt ind første gang. Sideløbende med sin politiske karriere er hun skolelærer på Virklund Skole, men fra 1. januar må skolelærer-jobbet hvile, idet Gitte Willumsen bliver en del af Venstres folketingsgruppe på Christiansborg. Hun vikarierer for partifællen Thomas Danielsen, der skal på barselsorlov i et halvt år. Gitte Willumsen er bosat med sin familie i Kragelund udenfor Silkeborg.

Alverdens brændpunkter
Endelig er journalist Carsten Holst også blevet optaget i ambassadør-korpset. I næsten 40 år har han været Ude og Hjemmes mand i Jylland, hvor han har skrevet historier både om det jyske hverdagsliv, men han har også rejst i alverdens brændpunkter og skrevet historier hjem til læserne af et af Danmarks største ugeblade. Carsten Holst har desuden ydet en stor frivillig indsats i Silkeborg IF gennem mere end 20 år. Han var således med til at stifte SIF News tilbage i 90’erne sammen med Otto Larsen, og i mange år var det de to, der stod for interviews før og efter kampene af spillere og trænere til stor- og tv-skærme på stadion. Carsten Holst er bosat i Sejs.

Se hele ambassadørkorpset her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 21.04. kl. 16.00
Scroll til toppen