11. november 2019

Talenter på forgæves langfart

Talenter på forgæves langfart

SIF’s U17- og U15-ligahold var lørdag i Farum, hvor det mod FC Nordsjælland blev til to klare nederlag.

To klare nederlag i Farum blev resultatet af SIF’s lørdagsudflugt til Farum for U17- og U15-Liga holdene. U15 måtte se sig slået 1-7, mens U17 løb ind i et nederlag på 2-6.

– Jeg synes egentlig ikke, at det er et retvisende resultat set ud fra præstationen samt spil og chancer i kampen, siger U17-træner Casper Røjkjær om nederlaget på 2-6 og fortsætter:

– Jeg så i løbet af kampen flere gode sekvenser med bolden, og drengene forsøgte det vi gerne vil.
Men når det er sagt må vi også indrømme at vi endnu ikke helt har knækket koden til at spille 90 gode minutter, der er lidt for store udfald undervejs. udfaldene skal vi i foråret se om vi kan minimere, samtidig med at vi bevarer modet i spillet med bolden.

SIF indledte dårligt og haltede efter i de første 15-20 minutter, hvor FC Nordsjælland bragte sig foran 2-0. Derfra fik SIF mere og mere initiativ, og drengene fik afstemt presset bedre, samt spillede med et langt større mod med bolden. Det forhindrede dog ikke hjemmeholdet i at udbygge føringen i de sidste 45 minutter, selv om Eskild Dall fik pyntet på resultatet med to scoringer.

SIF går nu i vinterhi liga-mæssigt og spiller først sin næste kamp 29. februar 2020 i Vejle.

U15 Ligaen løb ind i en endnu større lussing i Farum på 1-7.

– Det var fuldt fortjent for vi må erkende, at vi mødte et hold, der var dygtigere på alle parametre, og vi var voldsomt matchede på tempo, siger U15-træner Peter Ager Kristensen.

SIF havde kampens første store chance, men drengene lavede derefter nogle store defensive fejl, som kostede mål imod. I 1. halvleg satte SIF’erne flere gode angreb sammen og kunne godt have lavet flere mål på de chancer, de kreerede.

Marko Rasmussen scorede et mål efter flot oplæg af Frederik Nedergaard. SIF arbejdede hårdt for at forsvare sig, og 2. halvleg trak tænder fysisk, hvilket også betød færre angreb.

– Vi skal naturligvis have renset ud i de store fejl, vi laver, når tempoet bliver højt, men det handler primært om, at vi skal blive dygtigere med bolden, så vi kan spille længere angreb og undgå at skulle forsvare i så store dele af kampen. Vi må erkende, at FCN var et stærkere hold end os, siger U15-træneren.

U15-holdet går ligesom U17 ligamæssigt på vinterpause og spiller næste kamp 29. februar i Vejle.

Kampene i tal:
U17 Liga, 12. runde, lørdag 9. november kl. 14.30 på Right to Dream Park i Farum:
FC Nordsjælland – Silkeborg IF 6-2 (2-0)
Mål: 1-0 Malte Karoli (5.), 2-0 Andreas Pedersen Bredahl (13.), 3-0 Andreas Pedersen Bredahl (50.), 3-1 Eskild Dall (63.), 4-1 Leo Walta (65.), 5-1 Leo Walta (71.), 5-2 Eskild Dall (73.), 6-2 Youcef Mokdad (90.)

U15 Liga, 12. runde, lørdag 9. november kl. 17.00 på Right to Dream Park i Farum:
FC Nordsjælland – Silkeborg IF 7-1 (5-1)
Mål: 1-0 Evans Junior Appia (5.), 2-0 Conrad Harder Weibel Schandorf (15.), 3-0 Evans Junior Appia (17.), 4-0 Conrad Harder Weibel Schandorf (19.), 4-1 Marko Rasmussen (24.), 5-1 Annas Alhardan (26.), 6-1 Villads Schmidt Nielsen (50.), 7-1 Conrad Harder Weibel Schandorf (60.)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 08.08. kl. 19.00
Scroll til toppen

Menu